38-årig er kendt skyldig i drabet på Mia
Nu er dommen faldet
Den 38–årige Thomas Thomsen er netop fundet skyldig i drab på Mia Skadhauge Stevn, forsøg på voldtægt samt for usømmelig behandling af lig.
Dermed har retten ikke fundet det bevist, at den 38–årige udsatte Mia Skadhauge Stevn for fuldbyrdet voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje, som han var tiltalte for.
Retten har dog fundet, at den 38–åriges motiv for at samle Mia Skadhauge Stevn op på Vesterbro, var af seksuel karakter.
Der var ingen reaktion fra den 38–årige, da retsformanden læste skyldkendelsen op.
Blandt tilhørerene var der gråd blandt flere, efter at den 38–årige nu er fundet skyldig i drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Det var et enigt nævningeting, der fandt den 38–årige Thomas Thomsen skyldig i forsøg på voldtægt, drab og usømmelig behandling af lig.
Overordnet forkastede retten den 38–årige forklaring om hændelsesforløbet 6. februar 2022 og dagene efter.
Retten slog fast, at det var bevist, at Mia Skadhauge Stevn blev dræbt ved kvælning. Retten fandt det også bevist, at parteringen af liget var for at skjule spor – og ikke en handling af panik, som den 38–årige har forklaret.
Retten fandt det også bevist, at den 38–årige var kørt ind til Aalborg midt om natten med et seksuelt motiv, og at han kørte Mia Skadhauge Stevn til Hammer Bakker med et seksuelt motiv.
Retten fandt dog ikke, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at han havde nået af gennemføre en voldtægt, men fordi motivet var seksuelt, så er han fundet skyldig i forsøg.
Retslægerådet vurderer, at Thomas Thomsen udgør en så væsentlig fare for andre, at forvaring er påkrævet for at forebygge denne fare.