Billede beskrivelse

Guldbilletter klar: Charlie og Chokoladefabrikken indtager Skansen i Hals

Der bliver øvet replikker, syet kostumer og bygget kulisser i stor stil, for snart forvandles Skansen i Hals til en chokoladefabrik, og du er inviteret til at følge med Charlie ind i Willy Wonkas eventyrlige univers.

23. juni 2025 kl. 00.01
Opdateret 04. august 2025 kl. 09.10

Engagerede frivillige arbejder hårdt

I øvelokalerne i Gandrup summer det i disse dage af liv. Frivillige og skuespillere fra Skansespillet arbejder koncentreret og passioneret for at få de sidste detaljer på plads til årets store sommerforestilling, Charlie og Chokoladefabrikken, der har premiere den 3. juli på Skansen i Hals.

Billede beskrivelse

En sommertradition i over 35 år

Gennem mere end tre årtier har Skansespillet i Hals været synonym med fællesskab, frivillighed og fantastiske teateroplevelser. Fra klassiske teaterstykker til elskede musicals har Skansespillet år efter år samlet både store og små til uforglemmelige aftener. Og i år bliver ingen undtagelse med opsætningen af Charlie og Chokoladefabrikken.

Historien om den fattige, men godhjertede Charlie, der vinder den eftertragtede guldbillet og får adgang til Willy Wonkas magiske fabrik, er elsket af børn og voksne verden over. Nu får Roald Dahls klassiker for første gang liv som friluftsteater i Danmark, hvor fantasifulde kulisser, farverige kostumer og velkendte sange skaber en stemning, der passer perfekt til en lun sommeraften under åben himmel.

Billede beskrivelse

Frivillighed og fællesskab bag kulisserne

Bag forestillingen står et stærkt hold på over 100 frivillige, som i månedsvis har knoklet for at få alt til at gå op i en højere enhed. Kulisser bygges, kostumer sys, og skuespillerne øver deres replikker, sange og koreografier, så alt sidder lige i skabet inden premieren.

To af dem, der står klar til at føre publikum ind i chokoladefabrikkens forunderlige verden, er Clement og Kenny, der spiller henholdsvis Charlie og Willy Wonka.

- Det er en rigtig sjov rolle at spille, siger 13-årige Clement Bundgaard, der spiller Charlie. 

- Der sker så mange ting i historien, og jeg kan rigtig godt lide de mange forskellige karakterer, man møder i fabrikken. Jeg har lavet teater før, men det her med at stå udenfor og spille foran publikum bliver noget helt nyt for mig. Jeg glæder mig helt vildt.

- Willy Wonka er jo sådan en fantastisk figur, fordi han både er lidt mystisk, sjov og excentrisk på samme tid, siger Kenny Johansen, 37 år, som har været med i opsætninger på Skansen flere gange før. - Som skuespiller er det en udfordrende, men samtidig givende rolle, hvor man kan lege og give karakteren sit eget præg.

Billede beskrivelse

En forestilling for hele familien

Med Charlie og Chokoladefabrikken har Skansespillet igen valgt en forestilling, der favner bredt. De fleste kender og elsker fortællingen om Charlie, de andre guldbillet-vindere og ikke mindst Oompa Loompaerne, der synger deres finurlige sange, mens børnene én for én lærer deres lektie på Wonkas fabrik.

- Det er en historie, som rigtig mange kender og holder af, så det gælder om at finde balancen mellem at være tro mod fortællingen og samtidig give den vores egen Skansespils-stemning, forklarer instruktør Torben Skov, der selv har været en del af Skansespillet siden 1997. 

- Vi har et hold med både rutinerede og nye kræfter, og det er altid fantastisk at se, hvordan alle byder ind og løfter sammen. Det giver noget helt særligt til forestillingen.

Billede beskrivelse

Lokalt engagement skaber magien

Skansespillet er meget mere end blot teater. Det er et levende bevis på, hvad frivillighed og lokalt engagement kan føre til. Hvert år samles mennesker i alle aldre fra hele området for at bidrage med tid, talent og energi. For mange af de frivillige er Skansespillet blevet en fast del af sommeren. Et sted, hvor venskaber og minder skabes på tværs af generationer.

- Jeg tror, det er det, der gør Skansespillet helt særligt. Her er plads til alle, og vi løfter i flok. Uanset om man syr kostumer, bygger kulisser eller står på scenen, så er vi alle sammen en del af noget større, forklarer Susanne Skov, formand for Skansespillet.

Billede beskrivelse

Vil du med ind i chokoladefabrikken?

Tag med Charlie, Willy Wonka og Oompa Loompaerne ind i fabrikkens fortryllende univers. Din "guldbillet" kan allerede nu købes online. Forestillingen spiller fra 3. til 12. juli på Skansen i Hals. Læs mere på skansespillet.dk.

Billede beskrivelse

INFO

Spilledatoer: 3. juli til 12. juli 2025

Billetpriser (online): Voksne: 160 kr. Unge (15-25 år): 140 kr. Børn (4-14 år): 80 kr. Børn under 4 år: Gratis Lidt højere pris ved køb ved indgangen.

Billetsalg:

  • Køb billetter på skansespillet.dk (lukker 3 timer før start)
  • Billetter kan også købes ved indgangen fra 1,5 time før forestillingen
  • Bemærk: Billetter refunderes ikke, men kan ombyttes, hvis forestillingen ikke kan gennemføres

Praktisk:

  • Ca. 350 stolepladser + græsplads tæt på scenen
  • Egne stole ikke tilladt – medbring gerne tæppe eller pude
  • Varighed ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
  • Skansen åbner 1 time før forestillingen
  • Der sælges kaffe, is, popcorn, drikkevarer mv.
  • Toiletfaciliteter på pladsen (handicaptoilet findes på Hals Havn, 2 min. gang)

Vejr og aflysninger:

  • Forestillingen kan blive aflyst i tilfælde af vedvarende regn
  • I tilfælde af aflysning før forestillingsstart får billetkøbere direkte besked

Adresse: Skansen 1, 9370 Hals (ca. 30 min. fra Aalborg)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste