Billede beskrivelse

Håndboldfest i Aalborg slog rekord

20. april 2026 kl. 10.11

AALBORG: Aalborg dannede i  weekenden endnu en gang ramme om Svane Cup. 

Den traditionsrige håndboldturnering kunne fejre sin udgave nummer 40, og vanen tro var det Gug-Visse IF Håndbold, der stod bag. 

Værterne samlede tusindvis af unge spillere fra både ind- og udland til tre dage med håndbold, fællesskab og oplevelser.

Billede beskrivelse

Turneringen blev første gang afviklet i 1985 og har siden udviklet sig til en fast begivenhed i håndboldkalenderen – kun afbrudt af to år under corona. 

Ifølge turneringsansvarlig Erik Pedersen levede jubilæumsudgaven fuldt ud op til forventningerne. 

- Vi har haft 3 fantastiske håndbolddage. Der skal lyde en stor tak til alle, der har været involveret, siger Erik Pedersen.

International atmosfære

Svane Cup satte i år deltagerrekord med 4.400 spillere og i alt 367 hold i aktion hen over weekenden. 

- 265 hold kom fra danske klubber. Resten var fra Norge, så der har hersket en fin international stemning, forklarer Erik Pedersen.

Arrangementet er gennem årene blevet kendt for at kombinere sport med sociale oplevelser, og jubilæumsudgaven var ingen undtagelse. 

Billede beskrivelse

Ud over kampene bød programmet blandt andet på underholdning i Gigantium lørdag aften. Her var der optræden med Copenhagen Drummers samt den traditionsrige lederkamp på programmet. Sidstnævnte samlede godt 2.000 tilskuere med forrygende stemning på lægterne.

Frivilligheden i centrum

Bag det store arrangement står et omfattende frivilligt arbejde fra både klubber, samarbejdspartnere og lokalsamfund. 

Ifølge Erik Pedersen er det netop denne indsats, der gør det muligt at afvikle et stævne af den størrelse og samtidig skabe gode oplevelser for deltagerne. 

- Vi nyder stor gavn af samarbejdet med vores naboklubber.

Der er spillet håndbold i haller fra Nibe til Gandrup. I alt er der afviklet cirka 1.000 kampe, og holdene er transporteret frem og tilbage via 29 busruter. 

Billede beskrivelse

Samtidig har deltagerne været indkvarteret på 10 skoler i Aalborg-området, beretter Erik Pedersen.

Søndagen bød på hele 32 finalekampe i Gigantium, hvor turneringen blev rundet af foran et engageret publikum. 

Med endnu et vellykket stævne i bagagen er blikket allerede rettet mod næste år. Svane Cup vender tilbage til Aalborg fra den 16. til 18. april.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste