Billede beskrivelse

Nordjylland jagter stor titel med skakbrættet

20. april 2026 kl. 08.18

SKØRPING/NIBE/SVENSTRUP: 42 elever fra tre skoler i Nordjylland er klar til Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag, som afholdes i Magion i Grindsted, Billund Kommune, fredag den 24. april.

Her møder eleverne nye venner fra hele landet, når 64 skoler og 1.260 børn og unge kæmper om titlen som Årets Skakskole.

De deltagende skoler fra Nordjylland er Nørholm Skole, Skørping Skole og Ellidshøj Skole.

Det skriver Dansk Skoleskak i en pressemeddelelse.

Landsfinalen er den festlige afslutning på Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag, som i februar samlede 62.862 elever på skoler over hele landet. I finalen mødes 1.260 elever på tværs af køn, kultur og klassetrin.

Gennem seks intense skakkampe samler eleverne point til deres skole i kampen om titlen som Årets Skakskole. Derudover er der medaljer og præmier for 50.000 kroner på spil. Og selv om hallen er fyldt med børn og unge i alderen 6 til 16 år, sænker roen sig, når første runde begynder kl. 11.00, og spillerne giver hånd og ønsker hinanden “god kamp”.

Selv om over tusind elever er samlet i Magion en hel dag, vil der være ro og koncentration i hallen. Det gør Landsfinalen til en konkurrence, hvor elever fra både almen- og specialspor kan være med.

Til Landsfinalen deltager også de seje Playmasters. Det er elever, som ikke selv spiller, men i stedet hjælper med regler, svarer på spørgsmål og tæller point.

Efter seks fokuserede skakkampe afsluttes dagen med underholdning fra rockduoen Prisma, som spiller den store sal op, så eleverne kan fejre deres flotte indsats.

Generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen, ser frem til den festlige Landsfinale:

- Landsfinalen er en fantastisk dag, hvor unge fra hele landet mødes for at spille hjernen stærk sammen og skabe nye venskaber. Det er en glæde at se, hvordan skoleskak kan samle unge mennesker og give dem en sjov og lærerig dag.

Landsfinalen i Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag arrangeres af Billund Kommune, Nordjyllandsfonden, Lundbeckfonden og Dansk Skoleskak.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste