Familieejet udlejningsfirma: - Her skal lejerne føle, at de er en del af noget
Gennemført indretning, natur i baghaven, julegave fra udlejer og en vicevært, der er på fornavn med beboerne. I boligområdet Hasserisparken er det de små detaljer, der tæller – og det er der en særlig grund til.
Et hjem, hvor familie, naboskab og det gode liv er i fokus.
Sådan beskriver ejendomsadministrator hos Stella5, Tina Stadsing, Hasserisparken, der ligger mellem by og natur i Aalborgs nye bydel Sofiendal Enge.
Ikke kun på grund af de skønne, grønne rammer. Men fordi det familieejede udlejningsfirma har indrettet boligerne i området efter, hvad de selv sætter pris på i et hjem.
- Vi går meget op i, at det skal være ordentligt hele vejen igennem. Tingene skal ikke stå til, og beboerne skal have en følelse af, at de er en del af noget, og at de bliver set og hørt – og selvfølgelig hilst på, når vi eller vores ansatte er ude på ejendommene, fortæller Tina.
- Omgivelserne indbyder til familieliv. Derfor bor her også både nybagte familier, større børnefamilier og ældre par, der har solgt huset og gerne vil slippe for alt det praktiske.
Ordentlighed som rettesnor
“Ordentligheder til leje” står der med store bogstaver, når du klikker ind på Stella5’s hjemmeside. Og det er hverken tilfældigt eller blot et finurligt ordspil.
Siden Tinas svigerfar startede Stadsing A/S i sin kælder i Nørresundby for mere end 60 år siden, har ordentlighed og god service været grundprincipper i familiens foretagender.
Det gjaldt dengang, og det gælder også i udlejningsvirksomheden Stella5, som Tina driver sammen med fire kolleger.
- Jeg har selv været med helt fra begyndelsen i Stella5 – med alle slags opgaver, store som små. Det krævede, at jeg satte mig ind i den enkelte ejendom rent driftsmæssigt. Blandt andet agerede jeg vicevært og lavede indflytningssyn og fraflytningssyn samt ringede efter de nødvendige håndværkere til opgaver, der skulle klares, siger Tina.
- Jeg har lært det fra starten på en anderledes måde, men det giver en forståelse af, hvad det kræver.
Som lokal familievirksomhed har Stella5 en stærk tilknytning til både Aalborg og de otte udlejningsejendomme, de ejer i og omkring byen. Derfor spiller lige præcis ordentlighed så stor en rolle i måden, de har valgt at gøre tingene på, forklarer Tina:
- Beboerne kan helt sikkert godt mærke, at det er vores egne ejendomme, vi driver. Det betyder meget for os, at de er glade for at bo her, og vi gør en indsats for, at de har lyst til at blive boende.
- Hos os dækker ordentlighed over, at det er ordentlige boliger, man lejer. Men også at man kan føle sig tryg, bliver set og hørt, og at man er ordentlig begge veje. Vi skal være ordentlige over for lejerne, men det skal selvfølgelig også gælde den anden vej.
Små detaljer, stor betydning
Af samme årsag har Stella5 gjort ekstra ud af både de store og de små detaljer i det nye boligområde Hasserisparken – lige fra selve lejlighederne til arealerne omkring.
- Boligerne er indrettet med fokus på kvalitet. Vi har blandt andet valgt Svane Køkkener til opholdsrummet og en særlig klinke til badeværelset, som ikke bare er masseproduktion. I trappeopgangene har vi brugt træ, så de ikke fremstår så grå og kolde, fortæller Tina.
- Midt på området er der en stor grøn oase, hvor der er bænke, legeplads og fodboldbane. Og så er der lavet tre søer bag ejendommene med stisystemer og broer, hvor mange lufter deres hund og mødes på kryds og tværs. Der er et fællesskab, selvom det er lejeboliger.
Den daglige kontakt mellem lejer og udlejer er der også tænkt nøje over. Det er nemlig en af de ting, der er med til at skabe et trygt fundament, mener Tina:
- Beboerne kan til enhver tid skrive til os, hvis der er noget, de har brug for. Og så går der altså ikke en uge eller 14 dage, før der sker noget – det er som regel dagen efter.
- I blandt andet Hasserisparken har vi nu valgt at ansætte vores egen Stella5-vicevært, og det har vi selvfølgelig også skrevet ud til beboerne, så de ved, hvem han er. Det er der en god tryghed i. Når lejerne ringer til Anders, kan de nærmest bare sige fornavn, så ved han, hvem det er, og hvor de bor.
I det hele taget lægger Tina og familien ikke skjul på, at de værdsætter de efterhånden mange aalborgensere, der har valgt en af Stella5’s boliger som deres hjem.
Det kommer blandt andet til udtryk i en lille gestus i slutningen af året.
- Hvert år til jul får alle lejere en julegave og et julekort, hvor vi skriver, at vi er glade for, at de stadig har lyst til at bo hos os og fortæller lidt om, hvad der er sket hos os i årets løb.
- Det kræver selvfølgelig lidt, men mange bliver overraskede, og jeg synes, det er en lille indsats i forhold til, at det faktisk viser lejerne, at vi sætter pris på dem, siger Tina.