Thybo fængslet i narkosag
Anholdt med stor mængde amfetamin
THY: En 22-årig mand fra Thisted-området blev søndag ved et grundlovsforhør i Herning varetægtsfængslet i en narkosag.
Manden blev pågrebet, da han lørdag kl. 19 var ude og køre i bil med to andre mænd på Ringvejen i Thisted. En patrulje valgte at stoppe bilen i et rutinetjek, og her fandt de en19-årig mand i besiddelse af en kniv og den 22-årige i besiddelse af 446 gram amfetamin.
Den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven, mens den 22-årige blev sigtet for besiddelse af amfetaminen med henblik på videresalg.
Anklager Mette Møller fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.
Den 22-årige erkendte at have været i besiddelse af narkoen, men ville ikke udtale sig. Han kærede ikke rettens afgørelse om, at han skal sidde varetægtsfængslet i fire uger, fortæller anklageren.