Billede beskrivelse

Maria har taget en trend til sig: Nu vokser hendes webshop

06. juli 2024 kl. 06.01

NYKØBING: Kork er et produkt, som er blevet anvendt siden 1700-tallet, hvor den franske munk, Dom Perigon, begyndte at anvende kork til fremstilling af champagnepropper. 

Siden begyndte man omkring Middelhavet at lave såler og korklåg til krukker af materialet. Allerede dengang var man bevidst om, at kork var et miljøvenligt, naturligt og genanvendeligt produkt med rigtig mange gode egenskaber.

Og i dag kan man finde et væld af produkter, der er lavet af kork, lige fra legetøj til børn, til smykker, tasker, pynt til hjemmet, puder, julepynt og meget, meget mere. Især op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne var kork et meget benyttet materiale til både isolering, gulvfliser, bordservietter, opslagstavler og pynt blandt meget andet. Så kom der en periode, hvor kork kom lidt i glemmebogen.

Billede beskrivelse

Men ikke længere. Kork har fået en renæssance, netop fordi det er et naturprodukt og et meget bæredygtigt materiale. Og den trend har Maria Hedegaard fra Nykøbing taget til sig. 

Hun stiftede sin nye onlinebaserede butik ’EiKiDesign’ i 2022 fra sin privatadresse på Garvervej i Nykøbing, og gik online med sin webshop eikidesign.dk den 12. august sidste år.

Maria har et meget bredt udvalg af varer på sin webshop, som alle er produceret af kork. Udover de mere kendte produkter til indretning af hjemmet, så finder man også puder syet af korkstof, tasker produceret af korklæder, legetøj, smykker og julepynt, som Maria selv laver af korkpapir.

Maria er fascineret af kork

Da 43-årige Maria for et par år siden realiserede sin mangeårige drøm om at åbne en webshop, stod hun et sted i livet, hvor der skulle ske nogle forandringer. Hun er uddannet lægesekretær, gift med Jesper og sammen har de to børn på fem og syv år.

- På det tidspunkt trængte jeg til at skabe et arbejdsliv, hvor jeg selv kunne bestemme over min tid og samtidig gå ned i et roligere tempo. Så nu ville jeg realisere min drøm om at starte en webshop, og jeg begyndte at undersøge, hvilke varer jeg ville forhandle. Og det skulle være noget, der gav en dybere menig for mig, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Så faldt hun over korkprodukter produceret i Portugal. Hun begyndte at undersøge alt omkring kork og blev straks grebet af korks historie og kork som et meget anvendeligt materiale, der er så klimavenligt og bæredygtigt, som det næsten kan blive, påpeger hun.

- Kork bliver produceret primært i Portugal og Spanien, hvor de fleste af verdens korkegetræer gror. Det tager 20 år, før man kan begynde at skære barken af træet. Når man har høstet barken, går der ni år, før man kan skrælle barken af igen. Så træet bliver ikke fældet. Korken skæres nænsomt af korkegetræet ved høst, og derefter begynder det at optage mere CO2 samtidig med, at der vokser nyt kork ud, der så kan høstes med ni års mellemrum, forklarer Maria.

Så mere bæredygtigt bliver det ikke, påpeger hun. Så hun har nu løbende fyldt sin webshop med korkprodukter - først med ting til indretning af hjemmet, og siden med blandt andet legetøj og smykker, som hun primært får fra en leverandør i Portugal, hvor de er specialister i dyrkning af korktræer og produktion af alle mulige ting af kork.

Producerer selv egne designs

Men Maria fik selv øjnene op for, hvor anvendeligt kork er. Og hun har blandt andet indgået et samarbejde med den lokale syerske Maja Ullits.

- Jeg har indledt et nyt samarbejde med Maja, som syr skønne puder for mig. Og man tror måske, at kork er stift, men korkstof er meget blødt og slidstærkt. Selv laver jeg julepynt af korkpapir, og den produktion er jeg gået i gang med her i sommerperioden, så jeg har noget på lager til jul, fortæller Maria.

Som en lille krølle på den bæredygtige fortælling, så lader Maria ikke stofrester fra pudeproduktionen gå til spilde, men samler alle rester og laver nogle pynteting ud af dem til sin efterårs- og julekollektion.

Billede beskrivelse

Maria har som noget nyt indrettet en stor garage på privatadressen, hvor hun hver tirsdag holder Åben showroom fra 19.00-21.00 – og der serveres gratis rosévin. Udover at forhandle nye korkprodukter, så tager Maria også på loppemarkeder og køber gamle retroting af kork, som hun sælger fra sin webshop.

Og har man lyst til at kigge forbi garagen, så holder Maria den gerne åben efter aftale.

Maria sælger også nogle af sine varer fra butikkerne på Dueholm Kloster og på Fossil- og Molermuseet.

På hendes website eikidesign.dk kan man læse meget mere om kork og hendes tilgang til bæredygtighed. Man kan også finde info om EikiDesign på både Facebook og instagram.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste