Billede beskrivelse

Mors-foreninger fejrede 130 frivillige - og giver en vigtig pointe videre

11. august 2025 kl. 10.12

MORS: 130 frivillige fra foreninger Midtmors Sportsforening, Morsø HK og Nordvestmors BK tog lørdag 9. august en velfortjent fridag – ikke hjemme i sofaen, men i Fårup Sommerland. 

Dagen markerede en stor tak for den indsats, de hver især yder hele året rundt for børn og unge i lokalområdet, skriver foreningerne i en omtale. 

De frivillige er rygraden i foreningslivet, og i vores foreninger er det netop fællesskabet og det frivillige engagement, der får det hele til at hænge sammen. Hver dag – året rundt – er de frivillige med til at skabe trygge og udviklende rammer for børn og unge gennem sport, aktiviteter og nærvær.

- Vi er dybt taknemmelige for den indsats vores frivillige yder. Det er dem, der får aktiviteterne til at køre, børnene til at smile og forældrene til at engagere sig. De er ægte hverdagsmestre, og de fortjener al den anerkendelse, de kan få, siger Keld Andersen, Centerleder i Midtmors Sport.

Billede beskrivelse

Turen til Fårup Sommerland, som sætter fokus på det frivillige engagement, sker i samarbejde med DGI Nordjylland, Nordjyske Mediehus, Spar Nord Fonden og Fårup Sommerland, som har gjort det muligt at fejre de frivillige med en oplevelsesrig dag.

- Det glæder os til at kunne dele en dag i Fårup Sommerland med vores fantastiske frivillige – en dag fyldt med glæde, samvær og fællesskab. Det blev en påmindelse om, hvor vigtigt det er at fejre de mennesker, der gør en forskel bag kulisserne, lyder det afslutningsvis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste