25.000 kroner til legeplads gav ekstra kraft i morgensangen på Tilsted Skole
TILSTED: Tilsted Skole har sat gang i et ambitiøst projekt, der skal forvandle skolens nedslidte legeplads til et moderne aktivitetsområde for både elever og lokalområdet.
Projektet har en samlet pris på omkring én million kroner, og ambitionen er at skabe et samlingssted, som kan bruges af familier, børn og borgere fra hele området – også uden for skoletiden.
Økonomien er på plads.
Mandag morgen fik projektet et vigtigt økonomisk skub, da Nykredit og Spar Nord kiggede forbi morgensangen med en donation på 25.000 kroner.
Det gav ekstra energi til fællessangen, hvor eleverne blandt andet sang "Lyse Nætter" og Anne Linnets "Forårssang".
- Det betyder rigtig meget at mærke den lokale opbakning. Vi oplever stor interesse for projektet, og det er afgørende, hvis vi skal nå i mål med vores ambitioner, siger skoleleder Nils Cassøe Jepsen.
Den kommende legeplads etableres på skolens område nær Vuskærvej og Tilsted Kirke, hvor der bliver offentlig adgang til området.
Planerne omfatter blandt andet et stort lege- og klatretårn, tre karruseller, sandfabrik, legehus, gynger og flere andre aktivitetsmuligheder.
Legepladsens endelige udformning afhænger af sponsorater.
Tilsted Skole finansierer den grundlæggende del af legepladsen, mens skolebestyrelsens legepladsudvalg forventer at bidrage med omkring 200.000 kroner gennem sponsorater fra virksomheder, fonde og lokale bidragydere.
Også eleverne har taget aktiv del i projektet. I forbindelse med skolens emneuge har de produceret og solgt egne produkter samt deltaget i et sponsorløb, hvor de har løbet og cyklet penge ind til den nye legeplads.
- Vi forventer, at elevernes indsats alene kommer til at indbringe omkring 80.000 kroner, fortæller Nils Cassøe Jepsen.
Han håber samtidig, at projektet på sigt kan udvides yderligere.
- Jeg drømmer også om, at vi får etableret en skaterbane i tilknytning til legepladsen. Det vil skabe endnu flere aktiviteter for områdets børn og unge, siger skolelederen.
For skolebestyrelsesformand Gitte Visby, der også sidder i legepladsudvalget, handler projektet om langt mere end nye legeredskaber.
- Jo flere penge vi kan samle ind, desto flere aktiviteter kan vi etablere. Vi ønsker at skabe et levende samlingspunkt, hvor børn kan mødes, lege og udfolde sig. Gerne som et attraktivt alternativ til skærmene, siger hun.
Anlægsarbejdet forventes at begynde i uge 37, og planen er, at den nye aktivitetsplads står færdig i løbet af efteråret.
Dermed kan Tilsted se frem til et nyt mødested, der skal komme både skolens elever og hele lokalområdet til gode i mange år fremover.