Fin opbakning til årets dyrskue
Tilmeldingerne er på niveau med sidste år
THY/MORS: Der er stadig lang tid til Dyrskuet Thy-Mors, som afholdes lørdag 10. juni, men arrangørerne fornemmer allerede, at der er god opbakning til både selve dyrskuet og til forløberen "Landbruget i børnehøjde".
Det fortæller Kim Jørgensen, formand for Dyrskuet Thy-Mors, der arrangeres i regi af landboforeningen Fjordland.
- Vi har allerede solgt standpladser i samme omfang som sidste års dyrskue, og antallet af børn og lærere, der foreløbigt har tilmeldt sig "Landbruget i børnehøjde" om fredagen er på niveau med tidligere, så vi er rigtigt godt tilfredse, udtaler han i en pressemeddelelse.
Til arrangementet fredag 9. juni inviteres skolebørn fra Thisted, Morsø og Struer Kommuner. Mange dagplejere lægger også vejen forbi dyrskuepladsen den dag, hvor børnene kan komme tæt på både dyr og landbrugsmaskiner.
Tilmeldingsfristen for dyr til dyrskuet er ikke udløbet endnu, så arrangørerne har ikke det endelige overblik, men forventningen er, at der igen bliver fyldt godt op ved bomme og i telte med kvæg, heste, får, kaniner og fjerkræ.
- V kan helt sikkert love, at både skolebørn og dyrskuegæster kan opleve masser af dyr og maskiner og få et indblik i moderne fødevareproduktion, forsikrer Kim Jørgensen.