Walk-a-ton er tilbage med nye ruter og motionsbanko
Ø.JØLBY: For tredje år i træk arrangerer Midtmors Sport Walk-a-Ton, som er et gåmaraton, hvor man kan vælge mellem to ruter på henholdsvis 42 og 21 kilometer.
I år er der tilrettelagt to nye ruter, hvor man på turen helt til Flade, Salgjerhøj og Hanklit får en fantastisk naturoplevelse på turen.
Hvis benene ikke er til at gå de mange kilometer, men gerne vil være en del af fællesskabet, er der i år tilrettelagt en kortere rute på fem kilometer; Motionsbanko, som foregår indenfor Øster Jølbys byskilte. Motionsbanko er en familievenlig aktivitet, så hiv både unger og bedsteforældre op af sofaen og vær med til at vinde fine præmier, lyder det fra arrangørerne.
Walk-A-Ton er et socialt arrangement, hvor det ikke kun handler om kilometer, skridt og hastighed. Det handler om at mødes, at være sammen med dem man bedst kan lide og om at komme ud og nyde den skønne natur.
Er man til motion, natur og socialt fællesskab, så kan man sætte kryds i kalenderen lørdag den 20. september. Alle ruter starter og slutter ved Midtmors Sport i Ø. Jølby med start klokken 8.00 for helmaraton-distancen, klokken 9.00 for halvmaratondistancen og klokken 10 for motionsbanko. Indtjekning sker 15 minutter før start.
Billetter kan købes på billetten.dk.