Kalder alle iværksættere – Mors sætter fokus på skaberlysten
NYKØBING MORS: I uge 46 markerer Morsø Erhvervsråd den internationale iværksætteruge med en række inspirerende arrangementer, der skal vække interessen hos flere for at starte egen virksomhed.
Formålet med ugen er at skabe opmærksomhed omkring iværksætteri og give både nye og erfarne iværksættere mulighed for at mødes, dele erfaringer og få inspiration.
- Der er i øjeblikket en nedgang i interessen for at starte virksomhed på Mors. Nye iværksættere er vigtige, da de bidrager til vækst, arbejdspladser og udvikling i lokalsamfundet.
- Iværksætterugen skal vise, at der er mange muligheder for støtte og vejledning til dem, der drømmer om at tage springet, udtales erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen.
Oplev et program fyldt med inspiration og netværk
I løbet af ugen kan interesserede deltage i en række aktiviteter, der spænder fra virksomhedsbesøg og rollemodeller til kreative workshops:
Mandag d. 10. november, Kl. 8-10: Virksomhedsvandring hos Byggernyt ApS
Tirsdag d. 11. november, Kl. 10-16: Fælles arbejdsdag hos Morsø Erhvervsråd i samarbejde med Jeanette Kilde og Sparekassen Danmarks Erhvervsnetværk
Onsdag d. 12. november, Kl. 9.30-14.30: Træning og sundhedstjek af hunde hos Morsø Hundehus (45 min. pr. deltager – tider tildeles efter tilmelding)
Torsdag d. 13. november, Kl. 19-21: Mal på keramik med STRØM Keramik
Alle arrangementer er udviklet i samarbejde med lokale iværksættere og afspejler den mangfoldighed, der kendetegner iværksætterlivet på Mors.
Hvorfor er iværksætteri vigtigt?
Iværksættere skaber ikke kun nye virksomheder – de skaber arbejdspladser, innovation og udvikling i lokalsamfundet. Deres arbejde fungerer også som inspiration for dem, der endnu ikke har taget springet. Derfor er det afgørende at fastholde og styrke iværksætterindsatsen og –lysten.
- Iværksætteri behøver ikke at være en ensom rejse. Hos Morsø Erhvervsråd tilbydes en tryg opstart med kvalificeret vejledning og adgang til bl.a. en lokal iværksættervoucherordning og rådgivning.
- Der er netværk, 1:1 vejledning og sparring samt mange muligheder for at få hjælp til at komme i gang. Iværksætterugen er en oplagt mulighed for at møde andre, få idéer og tage det første skridt, tilføjer Susanne Toftegaard Hansen.