Ild på vand: Skt. Hans-bål på flåde skal skabe ny tradition i Thisted
THISTED: I mange danske havnebyer er det tradition at fejre Sankt Hans med bål ude i havnebassinet. Den tradition vil Thisted Sejlklub nu bringe til byen med "Ild på vand" , når årets midsommerbål tændes på en stor flåde midt i inderhavnen mandag den 23. juni.
Bag initiativet står Thisted Sejlklub, som håber, at arrangementet bliver begyndelsen på en ny lokal tradition.
- Vi har i sejlklubben holdt Sankt Hans i mange år. Oprindeligt var det et arrangement for klubbens medlemmer, men vi oplevede, at stadig flere fra byen kom og deltog.
Samtidig havde vi ikke rigtig mulighed for at tilbyde de mange gæster noget særligt. Derfor har vi besluttet at tænke nyt, fortæller Peter Axelsen fra Thisted Sejlklub.
Løsningen er blevet et bål placeret på en fem gange seks meter stor flåde, som forankres i havnebassinet mellem Bryggen og Pinden.
- Flåden er bygget af Havnesmeden og giver publikum mulighed for at opleve bålet fra hele havneområdet, uanset hvor man står omkring havnen, siger Peter Axelsen.
Der opstilles højtalere langs havnen, så alle kan følge med i både båltale og fællessang.
Aftenens båltaler bliver tidligere naturvejleder Karsten Bjørnskov, Vester Vandet.
Publikum kan også synge med på fællessange og den traditionelle midsommervise.
Ifølge Peter Axelsen handler arrangementet ikke kun om at fejre midsommeren, men også om at sætte fokus på havnens udvikling.
- Vi vil gerne vise, at Thisteds tidligere industrihavn er på vej til at blive et kulturområde, hvor der i fremtiden kan være mange arrangementer til gavn for både borgerne og byen, siger han.
Café Bryggen holder åbent under arrangementet, hvor der blandt andet kan købes stegte og røde pølser, flæskestegssandwich, sodavand og øl.
Arrangørerne håber, at endnu flere butikker, restauranter og foreninger vil engagere sig i de kommende år.
- Måske kan det på sigt udvikle sig til en egentlig Sankt Hans-bynight. Vi vil meget gerne have flere med til at arrangere og udvikle konceptet, siger Peter Axelsen.
Målet er i år at samle omkring 500 deltagere, men ambitionerne rækker længere.
- Vi er sikre på, at arrangementet forholdsvis nemt kan vokse til 1.000 eller måske 2.000 deltagere i de kommende år. Vi har fået rigtig god respons fra mange, der har hørt om planerne, så interessen er stor, fortæller han.
Arrangementet er støttet af Sparekassen Thy Fonden med 20.000 kroner og af Thisted Kommune med 15.000 kroner.
Derudover har Shell Thisted, Bryggen og Havnesmeden støttet - så arrangementet kan holde i mindst tre år.