Billede beskrivelse

Lokalt hospital får tre nye operationsstuer: Nu kan to nye patientgrupper behandles

20. januar 2026 kl. 11.01

THISTED: Sygehuset i Thisted har fået en markant opgradering: Tre topmoderne operationsstuer er netop blevet indviet, og samtidig er to nye medicinske specialer rykket ind på matriklen. Det er et vigtigt skridt mod mere behandling af høj kvalitet – tættere på borgerne i lokalområdet.

Det fortæller Region Nordjylland.

Et løft til både rammer og behandling

De tidligere fire mindre operationsstuer, som stammer fra en bygning opført i 1962 og sidst blev renoveret i 1991, har gennemgået en omfattende forvandling. 

Resultatet er tre større og moderne operationsstuer, suppleret af et nyt udpakningsrum, der sikrer et effektivt operationsflow. Det gavner flere specialer, herunder ortopædkirurgi, mave-tarmkirurgi, gynækologi-obstetrik, øre-næse-halskirurgi og urologi.

Renoveringen, som blev besluttet af Regionsrådet i 2024 og påbegyndt den 3. marts samme år, er gennemført uden, at patienter skulle visiteres væk fra Thisted.

Billede beskrivelse

Markering med både saks og sundhedsvision

Ved indvielsen den 15. januar klippede regionsrådsformand Mads Duedahl (V) snoren til de nye faciliteter. Samtidig blev det markeret, at specialerne mavetarmsygdomme samt led-, ryg- og bindevævssygdomme nu tilbydes lokalt. Det betyder kortere rejsetid for mange patienter, der før måtte til Aalborg.

– De nye, moderne operationsstuer skaber bedre rammer for den behandling, patienterne har brug for. Det er nærhed i sundhed i praksis og en tydelig manifestation af den sundhedsreform, der arbejdes hen imod, udtalte Mads Duedahl i forbindelse med indvielsen.

Klar til operationer fra næste uge

I uge to blev der afholdt simulationstræning i de nye stuer, hvor de kirurgiske afdelinger sammen med anæstesien finjusterede arbejdsgange. Alt er nu klar til at modtage patienter.

Matrikelchef Grethe Kirk fra Aalborg Universitetshospital, Thisted, fremhæver både de fysiske rammer og det bæredygtige fokus:

– De nye stuer er rummelige, moderne og indbydende. Vi har genbrugt alt, hvad der kunne genanvendes, og kombineret det med nyt udstyr for at skabe de bedst mulige betingelser for både personale og patienter.

De første urologiske operationer finder sted mandag den 19. januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste