Tøjbyttetogt rammer Aalborg: Kom til marked med gratis genbrugstøj
Denne sommer sejler Nationalmuseets skonnert Bonavista på et sejltogt rundt i hele Danmark med anløb i 13 havne.
Ombord i skibets lastrum fragtes flere tons indsamlet genbrugstøj, og når skibet anløber en havn, opstiller de unge et marked med gratis genbrugstøj.
Du er inviteret til gratis og bæredygtig shopping.
Bonavista lægger til kaj ved Aalborg Havnefront efter Jomfru Ane Parken, og tøjbyttemarkedet bliver sat op ved aktivitetsområdet.
Du kan besøge tøjbyttemarkedet tirsdag den 16. juli og onsdag den 17. juli i tidsrummet 13-16.
Har du selv noget tøj liggende, som bare samler støv, er du meget velkommen til at donere det til Tøjbyttetogtets videre færd. Du behøver dog hverken at donere for at tage noget eller tage noget for at donere.
- Tøjbyttetogtet giver os en unik mulighed for at koble vores maritime historie med relevante problemstillinger i nutidens Danmark, siger Martin Andersen, centerleder ved Nationalmuseets Center for Søfart og Maritime Håndværk.
70 unge fra hele landet sejler med på togtet med løbende udskiftning. De kan mødes på tværs i havnene og ombord på skibet og få del i et meningsfyldt fællesskab, hvor de sammen gør en forskel for klimaet.
- De unge er meget opmærksomme på, at tøjindustrien er en af de største klimasyndere. Togtet er dog ikke aktivistisk, men et forsøg på at ændre den måde, vi bruger tøj på, siger Nina Wendelboe Hansen, konsulent i UngHolbæk.
Tøjbyttemarkedet reducerer affald og fremmer genbrug. Du får mulighed for at give brugte tøj nyt liv og samtidig finde noget nyt uden omkostninger, hvilket mindsker behovet for nyproduktion af tøj og dermed reducerer miljøbelastningen.