Væbnere på aktivlejr: Musik, natløb og nye venskaber
HOBRO: Fredag til søndag i denne weekend blev der afviklet FDF Landsdel 2 aktivlejr på Sletten ved Julsø. Her deltager væbnere i alderen 10-15 år.
Det fortæller FDF Hobro i en omtale.
FDF Hobro har deltaget med 10 væbnere. Det har de gjort sammen med 172 andre væbnere i årets udgave af Aktivlejr på Sletten ved Ry, den 46. i rækken.
Lejren begyndte fredag med, at væbnerne fik rejst telte på lejrpladsen. Senere samme aften var der gudstjeneste, hvor salen var belyst med alverdens farver. Lands-Delto bandet sørgede for musik og god stemning.
Deltagerne havde på forhånd valgt sig ind på en aktivitet, som de så har deltaget i lørdag og søndag. Der var bl.a. mulighed for at løse koder, sejle i kano, lave slik og arbejde med foto. Udover tiden i grupperne har der været lejrbål, natløb og hygge på lejrpladsen.
Mens børnene var ude til aktiviteter, havde lederne mulighed for at deltage i et oplæg omkring rekruttering af frivillige voksne eller mødes med bekendte over en kop kaffe. Netværk er en stor og vigtig del af det frivillige arbejde, som lederne yder. Alle ledere i FDF arbejder på at give børn og unge gode oplevelser og et ståsted at møde verden fra.
Lørdag aften var der som sædvanlig et festligt lejrbål med musik, latter og sang samt hygge med nye og gamle venner. Et natløb skal der også til, så sidst på aftenen gik det ud i den mørke skov.
I lejren deltog også en seniorgruppe, de 15-18-årige, hvor 20 seniorer fra landsdelen deltog.
Søndag formiddag var der igen aktiviteter for alle deltagerne. Søndag eftermiddag var der fælles afslutning, inden deltagerne tog hjem med en masse oplevelser og nye venner i bagagen.
En lejr som Aktivlejr, der har eksisteret i mere end 40 år, er noget af en præstation og en oplevelse for dem, der har deltaget gennem alle år. Her får man FDF-oplevelser for livet, og mange af lederne har selv været deltagere i lejren.