Unik samling må for alt i verden ikke lukke
HADSUND: Lukningen af Hadsund Egnsmuseum og Møllehistorisk Samling i Hadsund behøver måske ikke være endegyldig. Det håber i hvert fald Jørgen Klostergaard, der i samarbejde med flere andre gode kræfter har kastet sig ud i et redningsforsøg.
- Det er især Møllehistorisk Samling, der interesserer os. Hvis Nordjyllands Historiske Museum gør alvor af planen om at pakke samlingen ned i arkivet i Vestbjerg, tror vi ikke på, at den del af historien bliver formidlet igen. Dermed går en unik samling i glemmebogen, og det må for alt i verden ikke ske, siger han.
Redningsforsøget gælder ikke, eller i hvert fald ikke i samme grad, egnsmuseet.
- Det er nok de færreste, der begræder tabet af egnsmuseet. Det har været forsømt siden dronningebesøget i 2011 og fremstår som en noget støvet samling, så vi sætter kræfterne ind på at bevare Møllehistorisk Samling, siger Jørgen Klostergaard.
For hans vedkommende vækker det minder fra starten af 2000'erne, da Hadsund Biograf var truet af lukning. Dengang lykkedes det en kreds af frivillige at redde biografen, og Jørgen Klostergaard håber nu, at historien kan gentage sig.
- Ideen er, at ansvaret for Møllehistorisk Samling overtages af en støtteforening og altså ikke belaster Nordjyllands Historiske Museum. Tværtimod vil det betyde, at museet sparer mange penge, hvis man undgår at katalogisere og flytte effekterne fra samlingen, og man vil også beholde den som en del af det samlede nordjyske museumstilbud, siger Jørgen Klostergaard.
Han har kun sonderet muligheden hos Nordjyllands Historiske Museum, men har foreløbig fået positiv respons.
- Hvis vi som håbet får grønt lys, indkalder vi i januar i samarbejde med Hadsund Byforum til orienteringsmøde. Derefter kommer den stiftende generalforsamling for støtteforeningen, og tanken er så at nedsætte nogle selvstændige arbejdsgrupper, der tager sig af vedligehold, mobilisering af frivillige museumsværter og så videre. Alt skal jo foregå ulønnet, siger Jørgen Klostergaard.
Mariagerfjord Kommune skal som ejer af ejendommen Rosendal, hvor både egns- og møllemuseet holder til, også tages i ed, men Jørgen Klostergaard mener, at ideen også rummer fordele for kommunen.
- Umiddelbart er der ikke andre formål med ejendommen, og hvis vi overtager forpligtelserne, sparer kommunen også penge. Samtidig vil det løse et andet problem, nemlig at området bag ejendommen med dammen og stierne ikke bliver vedligeholdt. Det trænger virkelig til en kærlig hånd, og den kan vi i givet fald kunne levere, siger han.