Turkultur - hvad er nu det?
HADSUND: Hadsund Roklub er godt i gang med at føje et nyt element til sine mange aktiviteter. Denne gang handler det om at etablere en turkultur for klubbens kajakroere, der får muligheden for at drage ud på fælles ture i Mariager Fjord og andre steder.
Initiativtager og primus motor er Svend Mørk-Jensen, der er medlem af klubbens kajakudvalg. For ham er det lidt af en drøm, der nu er ved at blive realiseret.
- Jeg har gået og drømt om det her i otte år, og nu er det lykkedes, så jeg kan dårligt få armene ned, siger han.
Målet er først og fremmest at forkæle klubbens medlemmer.
- Vi har bestemt ikke noget imod at få flere medlemmer, men det er en sidegevinst. Det primære formål er at styrke det sociale og kombinere det med oplevelser i naturen. Kajakroning er en meget individuel aktivitet.
Ideen er at styrke fællesskabet med turene, fortæller han.
Uden penge går det ikke, og Friluftsrådet har i den sammenhæng været afgørende.
- Vi har netop fået bevilget 46.000 kroner til indkøb af udstyr, og sidste år bidrog rådet med penge til indkøb af kajakker. Projektet falder selvfølgelig direkte ind under deres formål, men de har så sandelig også været meget generøse, siger Svend Mørk-Jensen.
Tanken er at arrangere ture med overnatninger, og udstyret til det indbefatter blandt andet telte, trangier, våddragter, vandtætte jakker, svømmeveste, powerbanks og vandtætte sække til for eksempel tøj.
- Det kan folk selvfølgelig købe selv, men ved at stille det til rådighed giver vi alle en mulighed for at prøve og se, om det er noget for dem, siger Svend Mørk-Jensen.
Klubben har besluttet, at der skal være uddannede instruktører på længere tursejladser. Dem har klubben hidtil ikke haft selv, og de få ture, man har gennemført tidligere, har derfor krævet instruktører udefra.
- Men nu har vi selv fået uddannet to havkajakinstruktører, som har bestået instruktør2-prøven, og de har netop gennemført deres første havkajakinstruktion af et hold nybegyndere, så nu er vi i gang, siger Svend Mørk-Jensen.
De to instruktører er Steffen Ravn Mikkelsen og Mads Sørensen, der er klubbens yngste og næstyngste havkajakroere. De er ofte på vandet sammen og arbejder løbende på at forbedre de forskellige roteknikker og detaljer. De tager også på ture i andre farvande både for egen oplevelse og for at rekognoscere i nye områder med henblik på at arrangere en klubtur senere.
En tredje instruktør, Christina Kleis, er også på vej gennem "uddannelsessystemet".
- Hun har ikke roet kajak mere end knap to år, men er allerede ved at forberede første trin på stigen til at blive instruktør. Hun var føl på instruktionsforløbet som Mads og Steffen ledede, og hun er nu ved at blive oplært hos en instruktør fra en naboklub, så hun, inden denne sommer er ovre, bliver instruktør1. Derefter kan hun fungere som hjælpeinstruktør, mens hun videreuddanner sig mod instruktør2-målet, fortæller Svend Mørk-Jensen.
Christina har ud over sine kompetencer i kajakken en passion for udendørsliv med overnatninger i telt og shelter, trangia- eller bålmad og meditativ ro i naturen og er netop nu i gang med en uddannelse til friluftsvejleder.
I støbeskeen er en eller to klubture til Fur, hvor der ifølge Svend Mørk-Jensen er mange gode landgangssteder og overnatningsmuligheder ved pladser med toiletbygning.
Muligvis arrangeres der også en flerdagestur på Mariager Fjord.