Billede beskrivelse

Topklubber tester formen i Hobro

3. august mødes to af dansk kvindehåndbolds stærkeste ligahold i Hobro Idrætscenter

08. juli 2018 kl. 10.00

HOBRO: De lokale håndboldfans kan 3. august se frem til at opleve to af dansk kvindehåndbolds stærkeste liga-mandskaber, når Randers HK og Herning-Ikast Håndbold krydser klinger i Hobro Idrætscenter.

Opvisningskampen er en udløber af det samarbejde, som Randers HK og HIK-Rosendal Håndbold indgik tidligere i år med det erklærede formål at "fastholde og udvikle dygtige kvindelige håndboldsspillere i Hobro-Randers-området".

- Og i HIK-Rosendal Håndbold er vi stolte af, at vi således kan invitere til tophåndbold i Hobro, erklærer Jacob O. Mathiesen på vegne af den lokale håndboldfusion.

Kampen i Hobro 3. august bliver den første træningskamp for begge hold i forberedelserne frem mod den nye liga-sæson.

Hos Randers HK vil tilskuerne bl. a. kunne se frem til at se den nytilkomne svenske landsholdsspiller, Jamina Roberts, den tidligere FC Midtjylland-streg Sabine Pedersen og den nybagte mor Camilla Dalby, mens Herning-Ikast Håndbold bl. a. ventes at stille med topnavne som Louise Burgaard, Sabine Englert og landsholdsstregen Sarah Iversen, tidl. Nykøbing Falster Håndboldklub.

Arrangementet er et såkaldt "Meet and Greet"-arrangement, hvor der efter kampen selvfølgelig vil være mulighed for at få en autograf eller to med sig hjem.

Billetter incl. spisning kan i forsalg købes hos Intersport Hobro og via Randers HKs hjemmeside frem til 1. august.

Billetter uden spisning kan købes ved indgangen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste