Billede beskrivelse

Tobias mistede smagen for kokkejobbet og sadlede helt om

11. maj 2025 kl. 06.03

HADSUND: Det er ikke altid, det går, som man forventer. Det gør sig ikke mindst gældende for Tobias Lund, der i en alder af 34 år efter flere "svinkeærinder" nu føler, at han er landet på sin rette hylde.

Han har netop etableret sin egen fysioterapiklinik i Lægeklinikken Rebild Syd, der indehaves af Bettina Meakin, som har et ønske om at udvikle klinikken til et sundhedscenter med flere tilbud, herunder en fysioterapeut.

- Der er i forvejen sundhedsplejerske, sygeplejerske, jordemoder, voksen- og børnepsykolog og nu altså mig. Bettina vil gerne have endnu flere kompetencer og leder efter en fodterapeut og en ergoterapeut, fortæller Tobias Lund.

Han er varm tilhænger af tanken om at integrere flere sundhedsfag ét sted.

Billede beskrivelse

- Vi kan trække på hinandens kompetencer og sparre med hinanden, og det harmonerer godt med min egen tilgang om et mere holistisk syn på klienterne. Så jeg er landet det helt rigtige sted, siger Tobias Lund, der altid har haft en drøm om at blive selvstændig.

Alt tydede dog på, at det skulle være inden for et helt andet fag. Han er uddannet kok, og pilen pegede mere i retning af restaurationsbranchen, men sådan gik det altså ikke.

- Jeg fandt faktisk hurtigt ud af, at jeg ikke skulle være kok, og spørgsmålet var, hvad jeg så skulle være. I 2011 var jeg begyndt at løfte vægte, så jeg tog nogle træner- og instruktørkurser på Aalborg Sportshøjskole og arbejdede som personlig træner og holdtræner i et motionscenter. Og det gik ret godt indtil corona, fortæller Tobias Lund.

Året inden corona, i 2019, var han begyndt på HF, og gradvist spirede ideen frem om at blive fysioterapeut, ikke mindst inspireret af hans kæreste, der selv læste til fysioterapeut.

- Vi snakkede meget om faget, og jeg blev mere og mere interesseret, så da jeg havde taget min HF, begyndte jeg på UCN, siger Tobias Lund.

Undervejs har han udviklet sin egen holdning til faget, som ikke nødvendigvis følger lærebøger eller almindelig praksis.

Billede beskrivelse

- De fleste starter med to gange en halv time, og så bliver patienten ofte sendt hjem med et træningsprogram. Jeg har alt for ofte set, at patienten ikke får lavet sine øvelser og ender uden en løsning på sit problem. Jeg vil gerne gå lidt dybere og tager gerne en til halvanden time ad gangen for at få et mere komplet billede. Hvis du har ondt i skulderen, kan det meget vel stamme et helt andet sted fra, men det opdager man ikke, fordi det går for stærkt. Det vil jeg gerne lave om på, og derfor vil jeg gerne åbne min egen praksis, siger Tobias Lund.

Han vurderer selv, at han fået en god start med syv klienter den første uge. Desuden har han fået en henvendelse fra Rebild Kommune om opstart af holdtræning for ældre, og det passer ham fint.

- Jeg kunne godt tænke mig, at der blev gjort mere for at holde de ældre fysisk aktive, så det vil passe mig rigtig fint, hvis det kan komme i stand, siger Tobias Lund

I fysioterapien tilbyder han også personlig træning, som foregår i Haverslev Fitness. Og fritiden er også præget af fysisk aktivitet. Han styrketræner 10 timer om ugen og lufter sin hund Aiko et par timer om dagen.

Hans kæreste er i mellemtiden blevet hans kone. Lene Lund er også selvstændig og har sin egen klinik i Hadsund. De bor i Ajstrup, syd for Hadsund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste