Store bagedag på Havnø Mølle
HADSUND: Da Havnø Mølle blev opført i 1842, var det rugbrød bagt med surdej, der blev spist i området, og derfor blev møllens melkværn da også indrettet til formaling af rug. Brødbagningen foregik i en stor, muret ovn i Havnøs østfløj.
Siden den tid har hjemmebagning af brød ændret sig voldsomt. Vi har fået nye ovntyper, og mens rugbrødet i 1842 var stort set eneherskende, så har vi i dag mange flere brødtyper at vælge imellem.
I 1960’erne udgav de store melproducenter (Amo, Gluten flour og Munkemølle) mange opskrifter på brød og kage, som skulle være lette at gå til for selv uøvede husmødre. Kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet, og skulle der bages, skulle det derfor helst gå stærkt. Derfor var de fleste brødopskrifter med meget gær og kort hævetid. Disse opskrifter vandt stor udbredelse, og i et par generationer har vi vænnet os til gærbrødets lidt særlige gærsmag.
I dag ved vi, at man dermed gik på kompromis med både smag og brødets næringsværdi. Langtidshævning og surdej er igen kommet på mode. Mange synes imidlertid, at det lyder svært alt det der med surdej. Men nu har du chancen for at se og høre, hvordan du bærer dig ad og erfare, at det faktisk ikke er så svært.
Det fortæller Havnø Mølles Venner.
Lørdag den 3. august kl. 10.00 til 16.00 holder Havnø Mølles Venner Store Bagedag ved møllen. Her vil Michael Skat Frederiksen fra Nordjyske Museer demonstrere, hvordan man bager de lækreste surdejsboller. Der bliver mulighed for smagsprøver, og i teltet kan man købe kaffe og surdejsboller med smør eller hjemmebagt kage.
Møllelauget satser på at få malet lidt hvedemel, så der også bliver mel til salg. Det afhænger imidlertid helt af, om det vil blæse.
Børn kan prøve at male deres eget mel på håndkværn. Melet får de naturligvis lov til at tage med hjem.
Der vil også være en konkurrence for børn, nemlig 'kender du kornsorterne?'
Dagen igennem er møllen åben, og kl. 14.00 fortæller pens. museumsinspektør Lise Andersen om brød og brødbagning i 1800-tallets Sydøsthimmerland. Her vil hun også fortælle om, hvordan man dengang malede melet til brødbagningen.
I teltet kan man som altid købe kaffe med nybagte boller eller hjemmebagt kage.