Stor skorsten skulle rives ned - endte galt
Branden brød ud, da skorsten på fjernvarmeanlæg skulle tages ned
En del af en stor, brændende skorsten væltede torsdag formiddag ned i Hadsund Fjernvarmes bygning på Fabriksvej i Hadsund.
Det var under nedtagningen af skorstenen - der ikke har været i brug i mange år - at uheldet skete.
De øverste 17 meter af metalskorstenen på i alt 50 meter, var skåret fri og skulle løftes ned af en kran, da der udbrød brand i inderkernen af skorstenen, formentlig i forbindelse med, at man skar skorstenen over.
Den brændende skorsten blev løftet ned på jorden, men da metalkæderne blev for varme, knækkede de, og skorstenen væltede ned over fjernvarmeværkets garage.
Garagen var i forvejen blevet tømt for biler.
Ingen personer var i fare, da skorstenen brød i brand eller væltede.
Brand i den resterende del
Der står stadig 33 meter tilbage af skorstenen, og den del gik der ild i.
Indsatsleder Per Hansen fra Nordjyllands Beredskab oplyser, at der ikke var fare for mennesker, da skorstenen står på et lukket område.
Skorstenen blev meget varm. Derfor var der brandfolkenes opgave at få nedkølet skorstenen. Arbejdet var dog besværligt, da skorstenen var ustabil, og brandfolkene måtte trække væk, hvorefter slukningsarbejdet foregik på afstand og med en stigevogn.
Det er lykkedes at nedkøle skorstenen og få branden under kontrol.
Indsatlederen oplyste ved middagstid, at branden var slukket og at der ikke var fare for, at den resterende del af skorstenen ville vælte.
20 brandfolk fra Hadsund og Hobro har deltaget i indsatsen.
Brandfolkene fra Hadsund var hurtigt på stedet, da alarmopkaldet kom klokken 8.51. Brandstationen ligger nemlig lige overfor fjernvarmeværket.
Hadsund Fjernvarme oplyser at branden ikke får betydning for varmeforbrugerne, da det var en ældre skorsten, som var under nedtagning.