Stop, det bliver for dyrt! Skolebyggeri sat på pause
Opdateret fredag morgen 8.25 med rettelse: Jens-Henrik Kirk er ikke formand for udvalget for børn og familie. Han er tidligere næstformand og nuværende medlem af økonomiudvalget.
ALS: Ambitionen er stadigvæk, at børnehaven rykker ind på skolen, så store og små børn kan bo dør om dør. Men nu trykker politikerne på pause-knappen.
Det handler om fremtidsmusikken på Havbakkeskolen, Als i Mariagerfjord Kommune, som det var planen at bygge til, så børnehaven Krible-Bo kan flytte ind.
Desværre for Mariagerfjord Kommune var resultatet af licitationen i oktober ikke gunstigt. Håndværkernes bud viser, at byggeriet bliver 8,6 millioner kroner dyrere, end kommunen havde kalkuleret med.
Leif Skaarup (S), formand for udvalget for børn og familie, er rigtig ærgerlig over den store overskridelse på licitationen.
- Vi synes, projektet er så godt, at det fortjener at blive gennemført i det fulde omfang. Så eneste mulighed er at udsætte med en forhåbning om, at tiden arbejder for os og priserne igen stabiliserer sig på et lavere leje, så projektet kan blive til virkelighed, siger Leif Skaarup til Nordjyske.
Økonomiudvalgsmedlem Jens-Henrik Kirk fra Konservative er på samme linje:
- Vi udskød det i op til et år. Jeg synes, vi skal gennemføre projektet. Men det er uholdbart, at licitationen ligger 45 procent over de afsatte midler.
Baggrunden er byrådets beslutning i 2018 om at lukke Skelund-afdelingen af Havbakkeskolen med virkning fra sommeren 2019.
Skole og dagtilbud skulle samles på Havbakkeskolen i Als, sådan som Brøndum og Fliess anbefalede det i en rapport om "kloge kvadratmeter". Der blev sat 12,5 millioner kroner af til projektet.
Da Mariagerfjord Kommune i foråret 2022 annoncerede efter en ny leder af Havbakkeskolen, som skulle afløse Lars Buur Nørlev, slog kommunen da også på, at man var på udkik efter en person, som:
... "har energi og lyst til at stå i spidsen for et stort anlægsprojekt i Als, hvor børnehaven skal integreres på skolens arealer".
Projektet kaldes "Fremtidens Havbakke" og omfatter 230 elever fra 0.-9. klasse og et børnehus med cirka 55 børn.