Stjålet bil bankede ind i varmeværk
Store revner i væggen
HADSUND: Nordjyllands Politi er på jagt efter føreren af en bil, der bankede ind i en væg på varmeværket i Mejerigade i Hadsund.
Væggen har slået store revner, men ifølge politiet er der ikke risiko for, at væggen falder sammen.
- Men indenfor kan man godt se, at væggen virkelig har fået er stort tryk, siger Lars Rosenvinge fra Nordjyllands Politi.
Det drejer sig om en WV Golf, der havde to stjålne nummerplader påmonteret.
Bilen holdt tilbage - men føreren var forsvundet.
- I og med det er stjålne nummerplader, er det ikke lige i første omgang så let at finde frem til føreren af bilen. Derfor vil vi meget gerne i kontakt med folk, der har hørt eller set noget, lyder det fra Lars Rosenvinge.
Bilen blev fundet kørt ind i muren lidt efter kl. 8 mandag morgen.