Skimmelsvamp på skolen - hvem skal nu betale?
MARIAGER: Det er dyrt at være fattig, også for Mariagerfjord Kommune, hvor regningen for et omfattende angreb af skimmelsvamp på Mariager Skole nu er landet på politikkernes bord.
Det er i første omgang hos Børne- og Familieudvalget (BFU), hvor formand Leif Skaarup konstaterer, at problemet må tilskrives fortidens synder.
- Problemet med fugt og skimmelsvamp er i hvert fald delvist opstået som følge af, at vi har udskudt det store renoveringsprojekt i flere omgange, fordi kommunekassen var tom, forklarer han.
I 2025 fik man omsider råd til at igangsætte renoveringsprojektet, og efterhånden som arbejdet er skredet frem, er problemerne altså kommet for dagens lys.
De omfatter stort set alle de bygningsdele, der er under renovering - blok 1, 2, 3 og 4, hvor der alle steder er konstateret fugt og skimmelsvamp. Ifølge forvaltningen begyndte problemerne allerede at melde sig i 1980'erne, og lappeløsninger synes at være årsagen til, at problemerne aldrig er kommet helt til livs, men tværtimod har hobet sig op.
Nu har kommunens afdeling Ejendomme regnet på tingene og er nået frem til, at det vil fordyre renoveringsprojektet med 1,8-2,3 mio. kr. Det var oprindeligt på 9,4 mio. kr.
Spørgsmålet er nu, hvem der skal betale, og regningen er i første omgang landet hos BFU, der behandlede sagen på tirsdagens udvalgsmøde. Noget af regningen dækkes af kommunens forsikring (150.000 kroner), og Ejendomme bidrager med op til 20 procent ved at udsætte andre vedligeholdelsesarbejder på kommunens bygninger, hvilket kan betyde, at det efterfølgende vedligehold vil blive dyrere.
Forvaltningen har peget på flere muligheder for at komme helt i mål.
Renoveringsprojektet kan beskæres, udvalgsområdets opsparede midler fra 2025 kan omdirigeres, hvilket vil udsætte en række indsatser.
- Det går blandt andet ud over et planlagt løft af vores indsats for ordblinde, talblinde og højt begavede elever, efteruddannelse af personalet og vores forsøgs- og udviklingsmuligheder, og det mener et flertal i udvalget ikke er forsvarligt. Hvis vi tømmer alle vores puljer, kommer vi i øvrigt med garanti til at åbne budgettet for indeværende år igen, fortæller Leif Skaarup.
Man fastholder delfinansieringen fra forsikringen og fra afdelingen Ejendomme, men resten af regningen sendes videre til økonomiudvalget.
- Det er præcis den samme problemstilling, som da Sundhedshuset i Hadsund blev ramt af skimmelsvamp, og dengang indvilligede økonomiudvalget i at finansiere udgiften for Sundhed- og Omsorgsudvalget. Så vi håber, at de kan og vil finde pengene, eller i det mindste dækker en del af udgiften, så vi ikke står med det hele selv, siger Leif Skaarup.
Per Kragelund (V) var imod beslutningen om at sende resten af regningen videre og mente, at udvalget selv skulle finansiere renoveringen.