Vita sælger jagt- og fiskeriudstyr på den personlige måde

05. februar 2022 kl. 08.00

HADSUND: Vita Juul har rådgivet kunder hele sit liv, men de seneste 20 år har bragt en rådgivning med mere passion med sig.

Hun er nemlig indehaver af Hadsund Jagt og Fritid, og selvom hun har brugt meget af sit erhvervsliv indenfor bankvæsenet og forsikringsbranchen, så har hun altid haft interesse for jagt og fiskeri.

- Interessen for jagt og fiskeri har altid været der. Jeg stiftede allerede bekendtskab med begge dele i mine barndomsår lidt udenfor Hadsund, hvor jeg er født og opvokset. Det førte til, at min ægtefælle og jeg begyndte at undervise i jagttegn, samtidigt med at vi drev en lille butik med jagtartikler, da vi endnu boede i Frederikssund, fortæller Vita Juul.

Fløj tidligt fra reden

Vita Juul tog allerede som ung springet til Brøndbyvester, hvor først skole og senere hen en uddannelse indenfor bankvæsenet ventede. Det førte til 20 år med kunderådgivning og intern undervisning i både bank og sparekasse.

- Senere blev det til 15 år i forsikringsbranchen, indtil jeg i år 2000 tænkte, at nu var det tid til at vende hjem til Hadsund igen. Her blev det både til et år med forsikringer og et års tid som sabbatår, inden jeg besluttede mig for at etablere Hadsund Jagt og Fritid, siger forretningsindehaveren.

Fritiden skulle med

Allerede fra starten blev det besluttet at sætte ordet fritid på forretningen. Og det skulle vise sig at være en klog beslutning, men også en beslutning, der har gjort varesortimentet betydeligt bredere, end hvis det alene havde handlet om jagt og fiskeri.

- Rigtigt mange mennesker vil gerne have rådgivning om netop udstyr til fritidsoplevelser. Det handler især om råd og vejledning til, hvordan man bedst klæder sig på til fritidsoplevelser, og ikke mindst hvilket fodtøj man skal have på, til det man nu vil lave ude i naturen, siger Vita Juul, der har en helt særlig fordel i forhold til sine konkurrenter.

- Det parameter, der i virkeligheden tæller mest, er, at jeg kan rådgive kunderne ud fra egne erfaringer som både jæger, lystfisker og ikke mindst egne naturoplevelser og vandreture.

Altid ild i butikken

På hylderne i butikken findes der produkter lige fra svenske Chevalier og Fjällräven til håndlavede franske gummistøvler. Dermed er der kvalitet på hylderne, og det ønsker indehaveren også at tilbyde, når det kommer til hendes rådgivning.

Et af de seneste eksempler på god rådgivning var et par ungersvende, der for nyligt skulle ud at fiske. Det havde de aldrig prøvet før, og derfor fulgte der selvfølgelig et godt råd med fra Vita Juul, inden de tog ud for at kaste fiskesnøren i Mariager Fjord

- Allerede samme dag, som de var ude at fiske, kom de nemlig glædestrålende og fortalte, at de havde landet et par flotte havørreder, så det virker, fastslår Vita Juul.

Udover gode råd så er Vita også garant for, at der altid er et sted at søge efter udstyr og råd i Hadsund. Hun holder nemlig butikken åbent alle søndage i efteråret frem mod jul, og dørene er også låst op hele sommeren, når det er højsæson for lystfiskeriet.

- Jeg lægger vægt på at tale et sprog, som alle kan forstå og at give rum og plads til at gå en tur rundt i det store varesortiment, siger Vita Juul, der også har indrettet et lille hyggehjørne i butikken med et par sofaer og ikke mindst en tændt brændeovn, hvor man kan få sig en god snak om det rette grej og beklædning. Fordi det handler om at give alle en god oplevelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste