Billede beskrivelse

Vinhandlere i Hobro: Vi er nordbyens lille perle

Krise eller ej - makkerpar er kommet godt fra start i Vin og Vin

28. november 2022 kl. 10.00

HOBRO: Den ene er paramediciner. Den anden er købmand. Og begge er de vilde med vin og kan lidt mere end det almindelige om den populære druedrik.

I august overtog Enrico Quaranta og Per Muldbjerg butikken Vin og Vin på Lupinvej i Hobros nordlige industrikvarter.

Lige midt i en krisetid med krig og inflation. Alligevel har de vækst med flere kunder - både erhverv og private.

- Vi oplever altså ikke, at kunderne træder voldsomt på bremsen. Men vi véd selvfølgelig ikke, hvordan salget ville have været uden krisen, bemærker Per Muldbjerg.

- Jeg tror, folk stadig har behov for at forsøde tilværelsen. Måske spiser de mindre ude og køber så en god flaske vin i stedet, funderer han.

Billede beskrivelse

Makkerparret overtog en forretning i god drift fra Frank Sørensen, der måtte sælge på grund af sygdom. De fik også nøglerne til en butik, som de på forhånd kendte ganske godt.

54-årige Per Muldbjerg har været ansat i butikken siden 2021, mens Enrico Quaranta i endnu længere tid har arbejdet for den tidligere ejer. Blandt andet ved at arrangere smagninger og vinskole.

Vinskole

De to styrer butikken alene, og faktisk arbejder kun Per Muldbjerg på fuldtid. Enrico Quaranta passer fortsat sit arbejde som paramediciner for Region Nordjylland. Jobbet indebærer døgnvagter og derfor også mange fridage, hvor han kan dyrke sin passion.

- Jeg er vinnørd og har været det siden jeg var ung, fortæller 47-årige Enrico Quaranta.

Han har stor succes med at arrangere vinskole hos Vin og Vin. Første sæson i fjor havde 11 deltagere. I år er der 40 tilmeldte, som får kurser over fem aftener, hvor vinkenderen lærer fra sig.

Billede beskrivelse

Om at smage vin, om at bruge de rette vinglas og selvfølgelig en rundtur med smagsprøver fra dér, hvor vinstokkene står: Spanien, Italien, Frankrig plus diverse oversøiske destinationer. Kurset slutter med test og diplom.

Den store succes med vinskolen er et godt rygklap til forretningen.

- Vi får forhåbentligt 40 nye, gode ambassadører for butikken, siger han.

Beliggenheden trækker ikke mange strøgkunder til Vin og Vin i Hobro.

- Til gengæld køber de fleste altid noget, når de kommer ind i butikken, smiler Enrico Quaranta.

- Vi er nordbyens lille perle - godt gemt, tilføjer Per Muldbjerg.

Perlen at en regulær slikbutik for voksne. Foruden vin fra 50 til 3000 kroner per flaske, bugner hylderne af et overdådigt udvalg af øl. I den stærke ende findes gin, rom og whisky.

Med det store udvalg følger behovet for at vejlede kunderne.

- Vi satser på god service og stort udvalg.  Vi kan og vil ikke konkurrere på pris med supermarkederne, siger Per Muldbjerg.

Det rummelige baglokale har plads til 70 personer, og her holdes jævnligt smagninger.

Men de to vinmænd forlader gerne Lupinvej for at trække proppen af ude i forsamlingshuse og hos virksomheder, som gerne vil have en god aften med en vinsmagning.

Italiener er til fransk

De to sælgere af ædle druer har naturligvis deres private præferencer.

- Min far er italiensk, og jeg kender rigtigt godt de italienske vinområder. Men skal jeg vælge ét vinland, banker mit hjerte nok mest for Frankrig. Især produkter fra Champagne og Bourgogne, siger han.

Per Muldbjerg stemmer også fransk.

- Men en god flaske fra Napa Valley i Californien er nu heller ikke så ringe, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste