- Vi tror på, at kunderne snart trænger til at komme ud at bruge lidt penge
Optimismen i top hos Hobro Handel, inden der fra på mandag igen bliver liv i butikkerne
Mandag 1. marts markerer ikke bare den kalendermæssige start på foråret.
Datoen markerer samtidig, at mange detailbutikker – efter godt to måneders nedlukning – omsider må holde åbent igen, og hos Hobro Handel tror man på en rigtig god forårshandel.
- Vi glæder os helt vildt, lyder det med en god blanding af begejstring og forventning i stemmen fra Torben Christensen, citychef hos Hobro Handel.
Han fortsætter:
- Det har været to hårde måneder for butikkerne, hvor mange har taget nye og spændende initiativer, som kunderne har taget flot imod og støttet godt op omkring.
- I Hobro Handel har vi blandt andet også lavet fælles liveudsendelser, som var en succes, og jeg ved, at flere butikker har lavet lignende tiltag på egen hånd.
- Det har virkelig været stærkt at se initiativerne blomstre ude i butikkerne i en ellers svær situation.
- Det har også været tydeligt at mærke, at der har været en massiv støtte fra kunderne til butikkerne under nedlukningen, og den, er jeg overbevist om, fortsætter i løbet af foråret.
- Jeg tror på, at der bliver en rigtig god handel de kommende måneder.
- Kunderne trænger til at komme ud og bruge lidt penge, og samtidig er butikkerne jo blevet verdensmestre i at overholde de forskellige restriktioner, så det bliver helt trygt at handle i butikkerne, fastslår Torben Christensen.
En ”helt ny butik”
Hos herretøjsbutikken Victor på Adelgade i Hobro glæder indehaver Steffen Kjærgaard sig naturligvis også til at byde kunderne velkommen tilbage – og de kan se frem til en nærmest helt ny butik.
- Jeg har brugt de seneste måneder til at male butikken, få lagt nyt gulv og installeret en del nyt inventar. Samtidig har jeg rokeret lidt om og blandt andet flyttet disken. På den måde virker butikken både større og mere lys. Det glæder jeg mig meget til at vise frem, lyder det fra Steffen Kjærgaard.
Han har til lejligheden spækket butikken med alle de nye, lækre forårsvarer, mens udsalgsvarerne kommer i standerne udenfor butikkerne.
- Jeg forventer et meget travlt forår, selvom der selvfølgelig ikke bliver det helt sædvanlige salg af festtøj, da vi jo må formode, at der på grund af forsamlingsforbuddet bliver et minimum af fester i løbet af foråret.
- Men ellers er jeg meget optimistisk, og glæder mig bare så meget til åbningen, lyder det fra Steffen Kjærgaard.
En travl vinter
I dametøjsbutikken Butik Gitte i Hobro kan de også dårligt vente med at åbne igen.
- Det er lidt som juleaften, og jeg har store forventninger til handelen de kommende måneder.
- Vi glæder os rigtig meget, fortæller indehaver Gitte Thybo Jensen, der trods nedlukningen kan se tilbage på et par meget travle måneder.
- Mens vi har haft lukket, har vi haft stor succes med både livesendinger og ”ja-tak” tilbud på Facebook. Det har holdt omsætningen godt oppe, og vi har også fået solgt en del udsalgsvarer.
- Men det har også været et kæmpe arbejde, og januar og februar har faktisk været meget mere travle, end hvis vi havde haft almindeligt åbent i butikken.
- Så det bliver fantastisk dejligt nu at kunne byde kunderne velkommen tilbage i butikken, der er fyldt med lækre forårsvarer. Og vi har selvfølgelig fokus på, at det skal være trygt at handle i butikken. Faktisk lukker vi færre ind, end vi reelt må. For at være på den helt sikre side, understreger Gitte Thybo Jensen.
Længe ventet startskud
Hos Skousen i den sydlige del af Hobro er indehaver Henrik Stevnhoved også helt klar til genåbningen.
- Siden vi lukkede ned efter julehandelen, har jeg følt det lidt som om, jeg har stået på stregen ved startblokken og ventet på startskuddet, uden at vide hvornår det kom. Det gjorde det så nu, og vi er helt klar, både med nye varer, men også med en masse gode kampagnetilbud.
- Samtidig vil jeg dog også nævne, at de seneste måneder faktisk har været ganske udmærkede med ”Click & Collect”.
- Hvis du, da vi blev lukket ned inden jul, havde fortalt mig, at jeg i januar og februar ville omsætte for det, jeg rent faktisk har gjort, så ville jeg have haft ganske megen ro i maven. Så jeg kan ikke klage. Men det ændrer ikke på, at det bliver fantastisk at kunne byde kunderne velkommen tilbage igen, slutter Henrik Stevnhoved.