Uhm... lyserøde muffins og banko populært
HOBRO: Massevis af lækre muffins dekoreret i pagt med det lyserøde tema stod på fade og fristede, da hobroensere tidligere på måneden myldrede ind Biecentret i Hobro for at spille banko i en god sags tjeneste.
Bankospillet var arrangeret af Biecentret i samarbejde med eventgruppen i Hobro Handel og fandt sted på Lyserød Lørdag 8. oktober for at bakke op om Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.
Line Thy fra eventgruppen i Hobro Handel fortæller, at 130 deltog i bankospillet, og at 10-15 desværre måtte afvises, fordi salen var fuld. Der blev solgt i alt 479 plader.
Biecentret bidrog med frivillige kræfter, mens medlemsbutikker i Hobro Handel havde sponseret fine præmier. Overskuddet fra salg af bankoplader, kaffe og muffins gik naturligvis til Støt Brysterne.
I butikkerne i Hobro havde kunderne i dagens anledning mulighed for at foretage en donation til Støt Brysterne. I alt blev der indsamlet 10.601,56 kroner, oplyser Line Thy.
Sidste år indsamlede Hobro Handel 10.708,78 kroner ind til Støt Brysterne.