Torben er vendt hjem til Victor
HOBRO: Tilbage i 2007 blev Torben Larsen udlært hos herretøjsbutikken Victor på Adelgade 42A i Hobro, hvor han efterfølgende arbejdede en årrække, inden han i 2015 skiftede til en anden herretøjsbutik i Hobro.
Senere skiftede han branche, og tog nogle år som hvidevaresælger på Samsø, kørte med patienter under corona-pandemien og har senest været konsulent i et større, landsdækkende kaffefirma.
Nu er han vendt tilbage til Victor, hvor han havde første arbejdsdag tirsdag efter påske.
Nem beslutning
- Det er virkelig som at vende hjem. Jeg kender jo både Steffen (indehaveren, red.) og butikken rigtigt godt. Det er det sted, hvor jeg blev udlært, har været længst, og haft mine allerbedste år arbejdsmæssigt.
- Så da Steffen kontaktede mig, og fortalte at han manglede en ny souschef til butikken, var jeg slet ikke i tvivl. Det var en nem beslutning, og det føles allerede helt rigtigt, fortælleren tydeligt begejstret Torben Larsen.
- Jeg elsker den daglige, personlige kundekontakt, som jeg virkelig har savnet i mit seneste job i kaffefirmaet, hvor jeg også tilbragte en del tid på landevejen, som godt kunne være lidt ensomt. Nu er jeg tilbage i et job, hvor jeg hver eneste dag møder en masse glade kunder, fortæller han.
I øvrigt er der den krølle på historien, at Torbens bedre halvdel; Lonnie, har overtaget hans job i kaffefirmaet.
Et kæmpe plus
Også hos indehaver Steffen Kjærgaard er der glæde over genforeningen.
- Torben startede i tirsdags, og det var lidt som om, at han slet ikke havde været væk. Han er bare faldet ind fra dag ét, så det er et kæmpe plus for butikken.
- Jeg er meget begejstret for, at han havde lyst til at vende tilbage, lyder det fra Steffen Kjærgaard.