To lokale tøjbutikker fejrer 60-års kædejubilæum
HOBRO/HADSUND: Den landsdækkende herretøjskæde Mr. kan dette efterår fejre et fornemt 60-års jubilæum. Det gælder således også de to Mr-butikker i Hobro og Hadsund, der den kommende tid derfor vil byde på ekstra gode jubilæumstilbud, konkurrencer, forskellige give-aways og som fredag den 27. september inviterer kunderne til jubilæumshygge i de to butikker.
I år er det nøjagtigt 60 år siden, at en lille gruppe tøjkøbmænd besluttede sig for at blive en del af noget større og dannede ”Indkøbsforeningen af 1964”. En forening der i dag er fundamentet for landets 61 selvstændigt ejede Mr-butikker. To af disse finder vi i Hobro og Hadsund.
- Vi har altid haft stor glæde af at være en del af Mr-kæden, som hjælper med en masse forskellige ting vedrørende blandt andet uddannelse og markedsføring fra kædens hovedkontor i Kolding, men som også har fokus på vigtigheden af, at kædens butikker alligevel er forskellige, fortæller Ole Spanggaard, der ejer Mr. i Hobro sammen med Simon Friis Andersen og Mr. i Hadsund sammen med Steffen Brusgaard Jeppesen.
- En butik i Hadsund eller Hobro skal ikke være som en butik på strøget i København eller for den sags skyld som en butik i Thyborøn, og det er der plads til. Det skyldes selvfølgelig også, at alle butikkerne er 100% selvstændige. Vi kan således træffe beslutningerne lokalt, tilføjer han.
Godt at være en del af en kæde i en forunderlig verden
Den danske modebranche har generelt været udfordret de seneste år med blandt andet krigen i Ukraine, en global forsynings- og logistikkrise, faldende forbrugertillid og stigende inflation, og her har fællesskabet været en stor fordel for de enkelte butikker, der er en del af Mr-kæden.
- I den forunderlige verden, vi har oplevet de seneste år, har det været ekstra vigtigt for os at være en del af en stærk kæde. Det samme i vores konkurrence med de store onlinespillere, der kæmper for at få al handel over på nettet. Her har Mr-butikkerne kæmpet for at bevare de fysiske butikker og dermed også bevare livet i gågaderne og byerne, som jo er ekstremt vigtigt, fortæller Ole Spanggaard, der om fremtiden tilføjer:
- Den er meget spændende. Man plejer at sige i detailbranchen, at hvis du vil overleve, kan du enten gå efter at være bedst eller billigst. I Mr-kæden vil vi være de bedste.
60-års jubilæet fejres i butikkerne i Hobro og Hadsund med masser af tilbud, konkurrencer, give-aways, ligesom kunderne bydes på jubilæumsvin og hygge i butikkerne fredag den 27. september fra klokken 16.00 til 19.00.