Billede beskrivelse

To helt nye tiltag fra Hobro Handel

05. oktober 2024 kl. 06.03

HOBRO: Hobro Handel er gode til at finde på nye tiltag, og dette efterår er ingen undtagelse. I denne uge har de blandt andet lanceret Hobros helt egen julekalender, Hobrokalenderen.

- Det er en julekalender, hvor der bag de 24 låger gemmer sig et gavebevis til én af byens mange fantastiske butikker, spisesteder eller oplevelser, fortæller Pernille Thomsen, medlem af bestyrelsen i Hobro Handel.

- Den samlede værdi på gavebeviserne er mere end 1.800 kroner i hver kalender, og da kalenderen kun koster 250 kroner er det virkelig god valuta for pengene, tilføjer hun.

Kalenderen kan allerede nu købes hos Føtex, Sport24, Meny, Skousen, Dressed, Hobro Vinhandel og Mr Tang.

Et andet nyt tiltag er lanceringen af Hobro Børnebillet, der fra den 14. til 19. oktober byder på 10 forskellige børneoplevelser/giveaways til butikker i Hobro. Hobro Børnebillet har en samlet værdi af 250 kroner og koster kun 50 kroner. Den kan købes hos SEEDS og MER Service.

- Både julekalenderen og børnebilletten handler om at skabe endnu mere liv i butikkerne og samtidig give kunderne nogle oplevelser og ekstra værdi for deres penge, lyder det fra Pernille Thomsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste