Tanker til Ukraine: Kom til Shoppingnight i Hobro
Når Hobro Handel inviterer til ”Shoppingnight” fredag 1. april er det under temaet ”Hobro tænker på Ukraine”.
Her vil butikkerne have åbent fra klokken 9.00 til 21.00, og byen vil være pyntet i de ukrainske farver; gul og blå.
På Store Torv vil der klokken 19.00 blive tændt lys for Ukraine – lysene sponsoreret af Meny i Hobro – mens Hobro Spejderne sælger pandekager, der laves i blå og gule farver.
- Forårets første shoppingnight plejer altid at være noget helt særligt her i Hobro, og det bliver den også i år, fortæller Ann-Dorthe Grønhøj fra Hobro Handel.
Hun fortæller, at selvom det selvfølgelig er på en meget trist baggrund, så vil man gøre alt for at skabe en hyggelig shoppingdag og -aften og samtidig vise, at Hobro tænker på de mennesker, der lige nu oplever alle de frygtelig ting i Ukraine.
- Vi opfordrer også de ukrainere, der bor i Hobro, til at komme ned på torvet klokken 19.00 og være med til at tænde et lys for deres land og landsmænd og sende masser af varme tanker deres vej, siger Ann-Dorthe Grønhøj.