Billede beskrivelse

Stille sommer – men én ting har solgt ekstra godt

18. august 2023 kl. 06.01

Hadsunds hyggelige legetøjsbutik ThildeLine på Storegade 30 har haft en lidt stille sommer – lige med undtagelse af ét produkt.

- Ja, det har været lidt stille her i sommer i år, hvilket jeg tror, skyldes to ting. Der har ikke været så mange nordmænd og svenskere i sommerhusene, og dem, der har været her, har holdt meget mere på pengene. Det skyldes, at kursen på den norske og svenske krone har været meget lav i forhold til den danske krone. Det har tydeligt kunnet mærkes, da de ellers plejer at bruge godt med penge. Den omsætning har manglet, fortæller Jeanett Kristiansen fra ThildeLine.

- Samtidig har vejret jo ikke været det bedste, hvilket blandt andet er gået noget ud over salget af forskellige strandlegetøj, badebassiner og andet til udendørs brug.

- Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi har nemlig solgt rigtig mange paraplyer. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har solgt så mange paraplyer i løbet af en sommer, som i år, lyder det med et smil fra Jeanett Kristiansen.

Billede beskrivelse

Alt til skolestart

Den seneste uge er børnene vendt tilbage til skolen, og her har ThildeLine i år satset stort på en ny afdeling med alt til skolestarten – det være sig skoletasker, drikkedunke, madkasser, penalhuse, skriveredskaber – ikke mindst til de yngste.

- Ja, det har været lidt et nyt sats med så mange forskellige skolestartsprodukter i butikken, og jeg kan da godt mærke, at mange måske ikke ved, at vi har så meget forskelligt på hylderne.

- Men det har vi altså, så mangler man noget til det nye skoleår, så kig endelig ind til os, lyder opfordringen fra Jeanett Kristiansen, der tilbage i november 2019 flyttede ”Torvebutikken” på Torvet til den nuværende adresse på Storegade 30, hvor butikken samtidig blev omdøbt til ThildeLine, ligesom udvalget af legetøj blev udvidet markant.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste