Billede beskrivelse

Steen lukker sin tingeltangel-butik - og så alligevel ikke

Han arbejder to fuldtidsjobs, men nu skal der være tid til en tur ud i naturen med kaffen

09. oktober 2022 kl. 08.00

HOBRO: For et år siden holdt Steen Andersen ophørsudsalg i sin butik, Bazaren på Stationsvej i Hobro. Men da det kom til stykket kunne han ikke gennemføre.

- Jeg elsker mødet med de forskellige mennesker, som kommer i butikken. Mange kommer bare for at snakke, og jeg høre alle mulige livshistorier, fortæller Steen Andersen.

Han giver sig gerne tid til at lytte. Det er en del af konceptet i Bazaren, som han åbnede for 10 år siden med et imponerende udvalg inden for isenkram, smykker, legetøj og en hulens masse andet tingeltangel.

Lukningen i fjor blev alligevel ikke til noget. Men nu har Steen Andersen igen ophørsudsalg, og nu skal det være, forsikrer han. Til nytår er det slut. 

- Jeg er 60 år, og ved siden af butikken passer jeg mit natarbejde på fuld tid på Vestas i Randers. Det betyder, at jeg arbejder alle ugens syv dage, og jeg må erkende, at det er for meget, fortæller Steen Andersen.

- Jeg kommer hjem fra arbejde om morgenen, sover fire timer om formiddagen og tager så i butikken. Måske snupper jeg også en lur på en halv time om aftenen, inden jeg skal på arbejde. Sådan har jeg gjort i mange år, og jeg har vænnet mig til ikke at sove så meget, forklarer han. 

Billede beskrivelse

Steen Andersen har en vigtig tilføjelse. Han har fået en kæreste, og derfor mener han det denne gang alvorligt med ophørsudsalget. 

- Jeg savner, at jeg i weekenden kan køre ud i naturen med en kande kaffe og nogle håndmadder. Det vil jeg have tid til nu, siger han.

Vejarbejde generer

Steen Andersen har alle dage været en handelsmand, der tidligere tog på markeder og solgte ting og sager lidt dyrere, end hvad han havde betalt for dem. Han køber sine produkter både på almindelig vis hos grossister, men opkøber også f.eks. konkursramte butikker.

Billede beskrivelse

Han bedyrer, at det ikke er økonomien, der dikterer lukningen. Ganske vist har det mange måneder lange vejarbejde på Jernbanegade i Hobro påvirket hans handel negativt, fordi meget trafik er kørt uden om lagerbygningen på Stationsvej.

- Da jeg åbnede i 2012. besluttede jeg, at det skulle ske uden nogen hjælp fra bankerne.  Det er lykkedes ret godt, for jeg har aldrig haft brug for en kassekredit, smiler Steen Andersen.

Fortsætter i kælderen

Lige nu har han 40 procent på alle varer, og ophørsudsalget fortsætter til nytår. Men Steen Andersen ved godt, at han ikke helt kan klare sig uden kontakten med kunderne. Derfor fortsætter han forretningen, men i mindre skala.

Billede beskrivelse

Han åbner en lille butik i kælderen under den lagerhal, hvor Bazaren ligger nu. Han skalerer ned fra 450 til 100 kvadratmeter, og åbningstiden bliver reduceret. 

- Jeg vil kun holde åbent den første weekend i måneden, siger Steen Andersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste