Simon har mere krudt klar end nogensinde
HOBRO: Selvom reglerne for affyring af nytårskrudt i år er skærpet yderligere, så det kun er tilladt at skyde af den 31. december og 1. januar, så har den nye krudtkonge i Hobro, Simon Andersen, allerede rigtig godt gang i salget af fyrværkeri fra sit opsatte telt på Brogade lige ved siden af Rema 1000. Med undtagelse af den 24. og 25. december holder han åbent i fyrværkeriteltet frem til og med nytårsaften.
Simon Andersen, der driver Actionshoppen på Stationsvej 4 i Hobro, har overtaget salget af fyrværkeriet fra byens tidligere krudtkonger og han har benyttet overtagelsen til at udvide sortimentet betydeligt.
- Det har været både sjovt, spændende og udfordrende. Jeg har jo lavet en del udvidelser, blandt andet har jeg nu krudt fra både Aalborg Fyrværkerifabrik og Royal, og det betyder at jeg nu har hele fire containere til at stå med krudt. Det har krævet en del ekstra tilladelser fra beredskabsstyrelsen, og det har været et lidt større arbejde, end jeg på forhånd havde regnet med, men alt er heldigvis lykkedes og jeg glæder mig rigtigt meget til den kommende tid, fortæller Simon Andersen.
- Jeg har også opsat et endnu større salgstelt end tidligere, og her har jeg udvidet åbningstiderne betragteligt, så der de fleste dage er åbent helt frem til klokken 21.00 om aftenen. Så der skulle være muligheder nok for at handle for alle, fortæller han.
Fredag den 27. december har Simon Andersen fået tilladelse til at afholde en større demo-affyring med start klokken 16.30 på Rema-grunden ved sit telt. Her vil man således kunne opleve mange af de raketter og batterier, der er i sortimentet.