Billede beskrivelse

Salg af halskæde sender julehjælp til den lokale kirke

19. december 2022 kl. 14.00
Opdateret 18. januar 2023 kl. 13.19

Julen er hjerternes fest, og smykkedesigner Helga Winther og hendes personale i smykkebutikken i Mariager har man gjort lidt ekstra, som måske kan betyde en hel del for dem, hvis jul ikke er lig med fest, lækkerier og store julegaver til børnene.

Forretningen har haft et særligt fokus på at hjælpe de, der har lidt færre midler at gøre med end andre – og som særligt i år, er ekstra udfordrede.

 - Vi udvalgte nogle særlige hvidgulds-rhodinerede sølvhalskæder, hvor der i vedhænget er isat diamanter. Disse smykker blev sat ned til under den halve pris, fordi vi tænkte, at dette ville booste salget. Og det gjorde det i den grad! Smykkerne blev revet væk og salget herfra gik ubeskåret til Mariager Kirkes Julehjælp. Et beløb på hele 5.250 kr., siger Helga Winther i en pressemeddelelse.

Hun er glad for, at interessen fra kunderne var så stor. 

- Det viser, at mange gerne vil hjælpe og ved, at der er folk, der i år er ekstra udfordrede på at få det hele til at hænge sammen her i december. Særligt juletiden er en tid, hvor man tænker lidt ekstra på hinanden.

Da præsten i Mariager Kirke, Jacob Rasmussen kiggede forbi smykkebutikken for at få overrakt gavechecken, var der da også kun glæde og taknemmelighed at spore. 

Han kunne fortælle, at interessen for at hjælpe har været større i år end i de forgangne år. Så selvom alle folk skal spinke og spare, er der alligevel overskud til at række ud til andre og hjælpe med til, at alle får en dejlig jul, med alt hvad det indebærer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste