Billede beskrivelse

Så inviterer Per igen til sæsonens Novo markeder

25. maj 2025 kl. 14.00

ØSTER HURUP: Med sommerens komme vågner Novo marked til live i Øster Hurup til glæde for både fastboende og turister i og omkring feriebyen.

I år går starten pinsesøndag 8. juni, men ellers er det hver tirsdag kl. 9-16. Og det er næsten altid velbesøgt, fortæller Per Mikkelsen, der står for markedet.

- Vi har været helt oppe på 250 kræmmere. Gæsterne har vi ikke styr på, men mit gæt er, at der kommer helt op til et par tusind, så det er meget populært, siger han.

Der er meget forskelligt at komme efter på markedet. Per Mikkelsen sørger selv for en pølsevogn, hvor man kan købe hotdogs, Slushice og sodavand. Hvad kræmmerne angår sælger de fleste lopper, men der er også kunsthåndværk, alskens husflid, rav, tilslebne sten, og fiskemanden, der også sælger spegepølser og ost.

- Fiskemanden kommer altid. Og det er også sådan, at de fleste af kræmmerne vender tilbage år efter år. Nogle må stoppe, typisk fordi de bliver for gamle, men der kommer hele tiden nye til, fortæller Per Mikkelsen.

Man dukker bare op, vælger en plads og betaler afhængigt af, hvor meget den fylder. De første fire meter koster 80 kr., mens de efterfølgende koster 15 kr. pr. meter.

- Det er i den lave ende i forhold til mange andre markeder, og vi opkræver heller ikke betaling på forhånd, som man gør alle andre steder, og det er selvfølgelig medvirkende til, at der kommer så mange, siger Per Mikkelsen.

Præcis hvor mange der stiller op 8. juni, aner han ikke, men han håber på mindst 100 kræmmere. Og i den sammenhæng tæller især en faktor.

- Vi er meget afhængige af vejret, og vi kan selvfølgelig mærke det på interessen, hvis det regner, men ofte er der bare tale om en byge eller to, og det gør ikke så meget. Vi prøver at holde på kræmmerne, så de ikke pakker sammen og tager hjem, og det viser sig også, at gæsterne vender tilbage, når bygen er holdt op, og så går salget fint igen. Det er kun sket to gange igennem årene, at et marked er regnet helt væk, siger han.

Novo marked startede på Novopladsen i Øster Hurup og fik heraf navnet, men ret hurtigt voksede succesen, og så opstod der trafikale problemer.

Derfor flyttede man til Fruerlundparken, men navnet blev bevaret. Det er altså hver tirsdag frem til midten af august, undtagen i uge 30, hvor parken indtages af US Car Camp. Så rykker Novo markedet ind i Strandparken længere inde i Øster Hurup. Her er der dog kun plads til 100 kræmmere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste