Så er der igen liv i byens bedste lokaler
HOBRO / ONSILD STATIONSBY: Lokalerne på hjørnet af Mejerivej og Viborg Landevej i Onsild Stationsby har stået tomme de seneste par år, men nu er der igen kommet masser af liv inde bag ruderne. Det er ægteparret Birgitte Vagn Nielsen og Flemming Wissing Christensen, der sammen har åbnet Fuglsø Ost & Is samt Fuglsø Keramik.
Birgitte Vagn Nielsen er stedets daglige bestyrer – godt bakket op af en række frivillige. Birgitte har de seneste mange år været selvstændig anlægsgartner med virksomheden Fuglsøhave, men har de seneste år ønsket at drosle lidt ned med haveanlægsopgaverne. Derfor besluttede hun – sammen med sin mand Flemming Wissing Christensen, der er selvstændig landmand - at sparke nyt liv i lokalerne, som parret har ejet i en årrække.
- Det er jo ubetinget byens bedste beliggenhed, og siden den seneste lejer har der da også været flere forespørgsler på lokalerne, men det har af forskellige årsager ikke føltes rigtigt.
- Vi synes, at lokalerne fortjente, at det skulle være noget, der bidrog til livet i Onsild, og derfor kom vi på idéen med ost, is og keramikværksted, blandt andet også fordi, at vi jo har et mejeri i byen, fortæller Birgitte Vagn Nielsen, der sammen med Flemming har boet i Onsild det meste af livet, og derfor altid har haft fokus på den lille landsbys ve og vel.
80 forskellige oste og populær lokal is
Fuglsø Ost & Is tilbyder – ja, godt gættet – ost og is. Førstnævnte i omtrent 80 forskellige udgaver fra seks forskellige mejerier, hvor der i butikken altid er smagsprøver på 8-10 af ostene.
Isen er blandt andet fra Vebbestrup Ismejeri, hvor der snart også vil blive installeret en softicemaskine i butikken, hvorefter den populære, lokale flødeis ville kunne fås i bægre og vafler – noget, der forventes at blive et tilløbsstykke om sommeren. I tillæg til ost og is sælges der også vine, kaffe, specialøl og andre specialiteter i butikken.
- Vi vil hele tiden finde på nye tiltag, og vil blandt andet også komme med ”månedens anbefaling” som er en ost med en udvalgt vin eller specialøl.
- Månedens anbefaling udvælger vi i samarbejde med et smagsmonopol, der består af de frivillige i butikken. Vores første anbefaling er en skøn blue cheese med en smagfuld stout-øl til. Den kombination har vi godt nok solgt mange af, siden vi åbnede, fortæller Birgitte Vagn Nielsen.
Keramik plus meget mere
Fuglsø Keramik er et keramikværksted ”inde bag butikken”, hvor det er tanken, at der skal udbydes forskellige kurser – ikke kun i keramik, men også i eksempelvis blomsterbinding, ligesom det er intentionen at lave et malerfællesskab. Det er også planen at lave et lukket hold for psykisk sårbare. Idéerne er mange og venter bare på at komme i gang.
Butikken, der er stilfuldt og flot indrettet af parrets datter, har åbent fire dage om ugen - onsdag til lørdag.
Butikken havde i sin første åbningsuge fuld fart på. Alene på åbningsdagen kiggede omtrent 250 kunder forbi butikken. Så jo, der er igen liv i byens bedste lokaler…