Ny optiker: Hobro er en fantastisk handelsby
HOBRO: Efter 30 år i spidsen for Nyt Syn Hobro solgte Annette Mortensen den 1. november sidste år sin butik til optiker Hans Præst. Det er således godt et par måneder siden, og vi kiggede ind for at høre den nye indehaver, hvordan starten og modtagelsen i byen har været.
Hans Præst bor i Langå og har de seneste mange år arbejdet som optiker hos en øjenlæge i Herning. Derfor havde han ikke det helt store forhåndskendskab til Hobro, men han er blevet meget positivt overrasket.
- Det er en fantastisk handelsby, og det har virkelig været en kæmpe fornøjelse at komme hertil. Både mit indtryk af byen, men også den modtagelse, jeg har fået af både kunder og kolleger i byen, lyder det fra Hans Præst.
- Nu overtog jeg selvfølgelig butikken nogenlunde samtidig med, at byen for alvor kom i julestemning, men det ændrer ikke på mit indtryk. Der er en skøn stemning i byen, og det fornemmer jeg, at kunderne sætter stor pris på og er gode til at belønne.
- Samtidig er jeg også imponeret over det arbejde, der laves af Hobro Handel. Her skete der også en masse i byen i løbet af julemåneden, og det er jeg sikker på, at der også kommer til resten af året, tilføjer han.
Brænder meget for at hjælpe børn
Hans Præst har de seneste år arbejdet som optiker hos en øjenlæge i Herning, og kommer derfor med en meget stærk faglig ballast.
Tidligere har han været optiker i en brilleforretning, og det er derfor ikke nyt for ham, at stå bag disken og rådgive og vejlede kunderne om den mest optimale brille- eller linseløsning. Det gælder også børn, som Hans sætter ekstra stor pris på at hjælpe.
- Jeg brænder meget for børn med synsudfordringer, fordi det er så vigtigt at sætte ind med behandling tidligt. Derfor er et af mine nye tiltag i butikken at tilbyde endnu flere smarte børnebriller og især tilbyde behandling af børns nærsynethed med natlinser og special-brilleglas, lyder det fra Hans Præst, der også er faldet godt til i lokalerne på Store Torv, hvor han vil bruge foråret på en lettere modernisering indvendigt.
- Nu har bygningen jo fået den helt store tur udvendigt, hvor det i øvrigt var meget befriende at blive fri for stilladset foran butikken og pludselig få noget lys ind gennem vinduerne.
- Derfor vil jeg bruge foråret på at give lokalerne indvendigt et løft. Det kommer dog til at foregå i et passende tempo, og uden at det vil genere kunderne, fortæller han.