Louise forfølger sin drøm og åbner børne- og legetøjsbutik i Hobro
HOBRO: Snart kommer der liv i de tidligere Kop & Kande-lokaler på Adelgade 4-6 i Hobro. Det er 31-årige Louise Westergaard, der åbner en butik med legetøj og tøj til børn i alderen 0-8 år. Idéen til butikken fik Louise, da hun selv synes, at der netop manglede sådan en butik i Hobro, ligesom hun altid har drømt om at blive selvstændig.
Navnet på butikken har Louise ikke helt på plads endnu. Faktisk var hun blevet godkendt til at blive en del af Ønskebørn-kæden, men efter nøje overvejelser, valgte hun i stedet, at hun hellere ville gå 100% selvstændig med en butik under eget navn. Åbningsdatoen er heller ikke helt på plads endnu, men det skulle blive engang i begyndelsen af oktober. En ting er til gengæld allerede sikkert, nemlig at Louise glæder sig.
- Jeg er selv mor til Malthe på 3 år og Mathilde på 5 år, og siden de var helt spæde, har jeg altid syntes, at Hobro har manglet en butik til dem, deres forældre og bedsteforældre.
- Sådan en levende oplevelsesbutik med babyting, tøj til aldersgruppen fra 0-8 år, spændende legetøj og hyggelige barsels- og dåbsgaver. Jeg har altid selv savnet sådan en butik i Hobro, fortæller Louise Westergaard, der kommer fra en iværksætterfamilie, hvor både hendes forældre og kæreste Henrik har været og fortsat er selvstændige.
Derfor har Louise altid selv haft drømmen om at kaste sig ud i et eventyr som selvstændig, og nu var tiden altså inde.
Bliver også et eventyr for børnene
- Jeg er typen, hvor der godt må ske lidt, og jeg var kommet til et tidspunkt, hvor jeg skulle tage nogle valg rent arbejdsmæssigt. Jeg følte, at det skulle være nu, hvis jeg skulle have min egen butik. Jeg ville ikke sidde om 10 år og fortryde, at jeg ikke turde tage springet.
- Så selvom mange har spurgt mig, hvordan jeg tør kaste mig ud i det her, når Henrik også er selvstændig og vi har to små børn, så er jeg bare fuld af energi og optimisme. Jeg elsker simpelthen udfordringer, og når det gælder børnene, så bliver det jo også et eventyr for dem. De bliver også en del af butikken, og tænk sig, at de kan sige, at de har en mor, der har en legetøjsbutik, fortæller hun med et smil.
Vender tilbage til det, jeg holder allermest af
Louise Westergaard er i sin tid uddannet salgsassistent hos XL Byggemarked i Hadsund, men har de seneste år arbejdet som henholdsvis staldansvarlig i et ridecenter og som administrativ medarbejder i et forsikringsselskab. Hendes kæreste Henrik er selvstændig med Tobberup Maskinstation.
- Jeg har altid elsket at sælge og rådgive, at yde en god service og gøre en forskel for kunderne, så jeg føler, at jeg med butikken vender tilbage til det, jeg holder allermest af, fortæller hun.
Butikken åbner som nævnt i begyndelsen af oktober. Mere om det senere.