Billede beskrivelse

Lokal lystfisker åbner egen butik i Hobro

28. februar 2022 kl. 16.00
Opdateret 01. marts 2022 kl. 13.30

HOBRO: Torsdag 3. marts får Hobro en ny butik, når Allan Pedersen slår dørene op til breakfishing.com på Adelgade 11.

Breakfishing.com bliver en butik for naturelskere i almindelighed og lystfiskere i særdeleshed. Det bliver en kombineret outdoor-butik med alverdens beklædning og fodtøj og en butik for lystfiskere - både nybegynderne, hyggefiskerne og de nørdede.

- Fiskeriet kommer til at være omdrejningspunktet i butikken, og jeg lover, at der bliver noget for alle med denne skønne interesse, siger Allan Pedersen.

Han har de sidste 13 år stået i spidsen for fiskeafdelingen hos MB Jagt & Fiskeri i Hobro, men nu var tiden dog kommet til at springe ud med egen butik.

- I mange år har det været en drøm at få min egen lystfiskerbutik, og nu var timingen endelig den rette.

- Jeg har masser af lyst og energi til at forfølge nogle af mine mange idéer, og gøre tingene på min egen måde. Jeg vil kræse om en masse detaljer, og blandt andet også satse meget på at lave nogle løbende arrangementer i butikken. Alt fra fluebindingsaftener til foredrag og en masse andet. Jeg har en masse idéer, og selvom det bliver en butik for alle, så vil jeg godt love, at hardcore fiskeentusiasterne ikke bliver skuffede.

Skal stadig være tid til at fiske

At åbne sin egen butik er noget, som koster mange kræfter og meget tid.

For Allan Pedersen har det været en hård oplevelse og til tider stressende, da han skulle nå at have aftaler med diverse leverandører inden åbningsdagen. Men i sidste ende står han tilbage med en god følelse.

Billede beskrivelse

- Det har været sjovt, og jeg glæder mig helt vildt til at slå dørene op på torsdag, siger Allan Pedersen, der - ikke overraskende - selv er inkarneret lystfisker, hvorfor hans rådgivning og vejledning i butikken er baseret på mange tusinde timer med en fiskestang i hånden.

- Selvom jeg nu får min egen butik, skal der fortsat være tid til selv at komme ud at fiske.

- I begyndelsen vil jeg kun være mig selv i butikken, og derfor holder jeg også en lukkedag midt på ugen. Det bliver om tirsdagen, siger Allan Pedersen.

Butikken skal også være online

Den nyslåede butiksindehaver har døbt butikken breakfishing.com, hvilket antyder, at butikken også får et liv på internettet.

Det er også planen, men til en start vil nordjyden fokusere på den fysiske butik.

- Som en start koncentrerer jeg mig om at få den fysiske butik op at køre, og derefter begynder jeg at kigge på webshoppen. Personligt er jeg selv typen, der sætter stor pris på at handle i fysiske butikker og allerhelst de lokale. Butikker, hvor man kan se og mærke varerne og få den helt rigtige rådgivning og samtidig bakke op om den by, man bor i.

Billede beskrivelse

- Derfor vil den fysiske butik have min klare førsteprioritet, men webshoppen skulle på sigt gerne blive et vigtigt supplement, slutter Allan Pedersen, der oprindeligt er uddannet maskinsnedker, men som nu altså er selvstændig med egen outdoor- og lystfiskerbutik.

Breakfishing.com slår dørene op på Adelgade 11 i Hobro torsdag 3. marts klokken 9.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste