Liselotte og Kenneth er flyttet fra Aalborg til varm velkomst i fjordby
HADSUND: Den store klynge af webshops i Hadsunds industrikvarter har fået selskab af endnu en aktør, Garnudsalg.dk, der for nylig har indtaget bygningen på Håndværkervej 4.
Og det er ganske erfarne folk, der står bag forretningen. Faktisk kan Kenneth og Liselotte Weller bryste sig af at være de første med ideen til garnsalg på nettet.
- Vi startede for 14-15 år siden og var naturligvis de største, men siden har nogle mastodonter bevæget sig ind på markedet. Men vi har stadig en fin forretning, fortæller Kenneth Weller.
Flytningen til Hadsund rummer nogle praktiske fordele, men der er også en uventet bonus ved de nye omgivelser.
- I Aalborg havde vi tre lagre på tre matrikler. Her er både lager og medarbejdere samlet på en matrikel, og det gør det meget nemmere for os, og i det daglige er det nemt at hjælpe og spørge hinanden, og det var grunden til, at vi valgte Hadsund, hvor der i øvrigt er et bedre erhvervsklima, fortæller Kenneth Weller.
Den uventede bonus er, at der på sæt og vis er opstået en synergi imellem ellers vidt forskellige firmaer.
- Vi hjælper simpelthen hinanden med stort og småt. Og rent praktisk kan vi ganske enkelt flytte varer, vi ikke har nået at pakke, til andre firmaer, der har senere afhentning. Og det er en fordel, når vi gerne vil levere fra dag til dag, siger Kenneth Weller.
Parret har forskellige kompetencer og forskellige udgangspunkter. Kenneth Weller kommer fra tekstilbranchen og har et indgående kendskab til fibre. Liselotte Weller strikker selv, varetager kontakten til designere og bidrager i et mindre omfang selv opskrifter.
- Vi supplerer hinanden perfekt. Det, den ene ikke kan, kan den anden, fastslår Kenneth Weller.
Med tiden har fokus ændret sig i forretningen.
- Vi har tidligere solgt garn af kunstfibre, og selvom der bestemt ikke er noget ondt at sige om det, så var det ikke de varer, vi var mest stolte af. Nu har vi alene fokus på naturfibre og satser meget på økologi og bæredygtighed. Det er det, vi er bedst til, fortæller Kenneth Weller.
I Aalborg havde man en fysisk butik tilknyttet firmaet. Primært for at kunderne kunne se og mærke garnet, inden de besluttede sig. Selve butikken bidrog kun med fem-ti procent af omsætningen.
- Men det er vigtigt, at kunderne kan se og mærke varerne. Så ved de, hvad de skal købe, hvis de senere handler på nettet. Vi havde kun åbent om fredagen og kunne have 300-500 kunder, der kom så langt væk fra som København, Fyn og Sønderjylland. Man kunne godt være lidt mør, når man gik hjem efter sådan en dag, fortæller Kenneth Weller.
I Hadsund har man også en fysisk butik. Den har først åbningsdag i morgen onsdag.
- Så åbner vi lageret og serverer kaffe og kage, lover Kenneth Weller.