Laila vender tilbage til detailhandlen
HOBRO: Laila Roland er ny medarbejder hos lingeributikken Fleur på Adelgade 29 i Hobro.
Hun kommer fra et job som kostfaglig servicekoordinator på Aalborg Universitetshospital, men har alligevel stor erfaring med detailhandlen og Hobro.
44-årigeLaila Roland blev i sin tid uddannet salgsassistent hos Føtex i Hobro, og har i en periode også arbejdet hos Kop & Kande i Hobro, ligesom hun tidligere også har stået i butikker i både Aarhus og Randers.
I tillæg til uddannelsen som salgsassistent har hun også taget en uddannelse i ernæring og sundhed, og det har været den, som hun har brugt de seneste år hos Aalborg Universitetshospital. Men nu er turen gået tilbage til detailhandlen.
- Jeg savnede kontakten til kunderne, og det at kunne hjælpe, rådgive, vejlede og yde en god service. Så da jeg hørte, at Fleur søgte en medarbejder, fangede det min interesse.
- Jeg ved jo også, at Line (indehaver, red.) har styr på tingene og at det er en god arbejdsplads, hvor man har det godt sammen. Så jeg er meget glad for, at jeg har fået jobbet, og jeg er kun blevet bekræftet i mine forventninger, ligesom jeg da også nyder at spare den daglige køretur til og fra Aalborg, lyder det fra Laila Roland.
Et kendt ansigt
Hos Fleur får Laila ansvaret for butikkens omfattende webshop, men skal også hjælpe til ude i butikken. Det bliver en kombination.
- Jeg er glad for, at Laila er kommet med ombord i butikken. Hun er dygtig og har en god erfaring fra detailhandlen i byen, hun kender Hobro og mange kender hende. Og så er hun altid smilende og forstår vigtigheden af god service, lyder det fra Line Tolborg Thy, indehaver af Fleur.
Laila Roland bor i Hobro, er kæreste med Simon og har tre teenagedrenge; Christian, Alexander og Benjamin. En del af fritiden går med musik, hvor hun blandt andet synger og spiller i en duo sammen med Torben Larsen, der er ansat hos herretøjsbutikken Victor i Hobro.