Billede beskrivelse

Kunderne er mere nærværende her end i storbyen -Landsbybutik er kommet flot fra start

29. november 2025 kl. 06.02

HOBRO/ONSILD: Tilbage i februar måned åbnede ægteparret Birgitte Vagn Nielsen og Flemming Wissing Christensen, og datteren Lærke Wissing Christensen, Fuglsø Ost & Is samt Fuglsø Keramik på hovedgaden i Onsild Stationsby. Her har de fået en god start med deres butik og kreative værksted.

Birgitte er bestyrer af butikken, der rummer et stort og lækkert udvalg af ost, pålæg, vin, øl, kaffe, is og andre delikatesser, hvor der særligt af ostene er mange forskellige smagsprøver hver dag.

Datteren Lærke er tovholder/bestyrer af stedets kreative værksted. To adskilte forretninger, der på hver deres måde er kommet godt fra land.

Billede beskrivelse

- Folk skulle selvfølgelig lige finde ud af, at vi var åbnet, men generelt set har vi fået en fin start i butikken, hvor der særligt i løbet af foråret og sommeren var meget travlt.

- Ikke mindst efter at vi også begyndte at sælge softice fra Vebbestrup Is. Her kunne der på gode dage godt ryge over 100 softice over disken, og så købte folk ofte andre af vores produkter med, fortæller Birgitte Vagn Nielsen, der tidligere har været selvstændig anlægsgartner med virksomheden Fuglsø Have.

Her ønskede hun at drosle lidt ned, hvorfor hun – sammen med sin mand Flemming – valgte at sparke nyt liv i lokalerne på Mejerivej 1 i Onsild Stationsby – en bygning, som parret har ejet i en årrække.

- Nu valgte jeg at drosle ned med haveanlægsopgaverne for at få en lille smule mere luft i hverdagen, men jeg må da ærligt indrømme, at jeg er blevet overrasket over, hvor mange timer der skal lægges i en butik som denne. Men det er sjovt, og så er det også en god følelse, at det er noget, som vi er sammen om som familie.

Kreative Lærke

Netop det med familien understreges af, at Birgitte og Flemmings datter; Lærke, er bestyrer af Fuglsø Keramik, der ligger i forlængelse af delikatessebutikken.

Her er der ugen igennem en lang række forskellige kreative hold – alt fra et pensionisthold og et hold med tidligere misbrugere til en række almindelige hold, et malerfællesskab og et åbent kreativt fællesskab/værksted én gang om ugen. Sidstnævnte kan omfatte alt fra blomsterbinding, sangaften, broderiaften eller noget helt andet.

Billede beskrivelse

- Folk har været fantastiske til at tage imod vores mange forskellige kreative tilbud, og det er meget imponerende at se, hvor meget folk investerer i at komme hos os. Der er opstået et helt særligt fællesskab, som jeg er sikker på, er unikt fordi vi ligger i et mindre lokalsamfund. Her kommer folk ikke kun for at være kreative, men også for at være sammen, fortæller Lærke Wissing Christensen, der privat selv bor i Aarhus, hvor hun også har været tilknyttet kreative miljøer. Derfor kan hun tydeligt sammenligne kursisternes måde at agere på i Onsild kontra tilsvarende kreative tilbud i Aarhus.

Billede beskrivelse

- Der var helt sikkert blevet hurtigere udsolgt til et kursus i Aarhus, men her er det til gengæld meget mere nærværende med dem, der så kommer. De kommer ikke kun for at få noget med hjem, men også for at være sammen og give noget til andre. Det er en fantastisk god følelse, tilføjer Lærke, der i øvrigt snart forlader storbyen Aarhus for at flytte til området.

- Ja, jeg flytter i starten af det nye år. Her begynder jeg for første gang også at udbetale lidt løn til mig selv, og derfor håber jeg, at jeg også kan få endnu mere gang i at tage ud til klubber, skoler, personaleforeninger eller lignende og udbyde forskellige kreative kurser, lyder det fra Lærke Wissing Christensen.

Butikken hos Fuglsø Ost & Is har åbent onsdag til lørdag, mens Fuglsø Keramik har åbent, når der er hold og aktivitet i lokalerne, samt efter aftale.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste