Billede beskrivelse

Ketty vil give sin drøm videre til en anden

04. februar 2024 kl. 19.00

Efter 28 år som sygeplejerske realiserede Ketty Marie Nielsen i 2009 en mangeårige drøm om at åbne sin egen helsekostbutik i Hobro. 

Hun slog derfor dørene op til Helsam på Adelgade 25C. 

Det er nu 15 år siden, og Ketty er siden blevet 71 år. Derfor er hun klar til at give stafetten og drømmen videre til en anden.

- Det har været 15 fantastiske år, hvor min drøm blev til virkelighed og hvor jeg har fået indfriet alle de forventninger, jeg havde på forhånd. Jeg drømte om at skabe en både hyggelig og økonomisk sund butik med fokus på naturlige og rene varer, der kunne gøre en forskel for kunderne. De senere år har jeg overvejet, hvornår det var tid til at give stafetten videre til en anden, og det tidspunkt er altså nu, fortæller Ketty Marie Nielsen.

Billede beskrivelse

Vigtigt at butikken lever videre

Hun er derfor gået i gang med at finde en, der vil overtage butikken.

- Jeg er på udkig efter en person, der har de samme drømme, som jeg selv havde for 15 år siden. Og man behøver på ingen måde en stor startkapital, da jeg godt vil love, at man kan overtage butikken på meget gunstige vilkår.

- For mig er det vigtigste, at butikken får lov at leve videre. Det fortjener kunderne og det fortjener Hobro, og det betyder rigtigt meget for mig, fortæller Ketty Marie Nielsen, der også gerne vil hjælpe til efter behov. Enten i en kortere overgangsperiode eller måske permanent nogle timer om ugen.

Ketty fortæller endvidere, at det i alle årene har været en sund butik med vækst og fine tal på bundlinjen, og at der samtidig er et stort, uforløst potentiale.

- Der er bestemt mulighed for en række nye tiltag, som kan vækste butikken endnu mere. Derfor er der rigtig gode muligheder for en ny person.

Billede beskrivelse

Nye drømme

Når Ketty kommer af med butikken, har hun mange nye drømme, som hun vil tage hul på. Hun er blandt andet et stort naturmenneske.

- Jeg er medlem af Danmarks Naturfredningsforening og arbejder på forskellige niveauer med at fremme biodiversiteten, blandt andet i min egen have, ligesom jeg involveret i andre tiltag på området. Det glæder jeg mig til at få endnu mere tid til.

- Men lige nu har jeg fortsat fokus på min butik, og håber meget, at det lykkedes at finde en, der vil drive den videre. Jeg fik selv opfyldt min drøm, og det skal en anden også have mulighed for, fortæller hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste