JYSK i Hadsund moderniseres
I løbet af de kommende tre uger kommer butikken til at gennemgå en større forvandlingskur
Mandag tager JYSK i Industriparken i Hadsund hul på en større make-over.
I lighed med andre JYSK-butikker landet over bliver butikken nu flot moderniseret.
- Det glæder vi os meget til. Gulvene bliver lysnet, der kommer grå farver på både vægge og inventar, der bliver et nyt trælook over alt, og generelt bliver butikken bare meget mere indbydende og inspirerende, fortæller Dennis K. Andersen, Store Manager i Hadsund-butikken.
- Forvandlingen kommer til at tage tre uger, hvor vi med undtagelse af tre lukkedage 24.–25. marts, holder åbent helt som normalt.
- Vi vil gøre alt for, at kunderne bliver mindst muligt generet, mens arbejdet med ændringerne står på. For samtidig med at arbejdet starter, så ser vi jo også frem til at byde kunderne velkommen tilbage i butikken igen.
- Det havde selvfølgelig været mest optimalt, at arbejdet var blevet lavet i den periode i januar og februar, hvor vi alligevel var nedlukket, men det er et team fra JYSK, der drager rundt til alle butikkerne for at gennemføre ændringerne, og de har været i gang andre steder de seneste par måneder.
- Nu er turen så kommet til os, og jeg tør godt love, at vi får en superflot JYSK-butik. Jeg har set nogle af det andre butikker, der er blevet moderniseret, og det er blevet rigtigt godt, slutter Dennis K. Andersen.