Jane har fået sin drømmebutik

10. december 2021 kl. 08.28
Opdateret kl. 08.54

Jane Frandsen Bygholm har slået dørene op til butikken ”Vinyl og Retro” i Jacob Møllersgade 3 i Hadsund.

- I mange år har jeg drømt om at åbne min egen butik med gamle vinylplader, dvd’er, spil, gamle spillemaskiner, sjove loppefund og forskellige retro-artikler, og nu var det altså tid til at realisere den drøm, fortæller Jane Frandsen Bygholm, der de seneste 13 år har arbejdet i skades- og forsikringsbranchen.

- Jeg har været på udkig efter egnede lokaler et godt stykke tid. Har kigget i forskellige byer, men fandt dem her i Hadsund. Det skulle helst være en butik i to etager, hvor jeg kunne have plader, dvd’er og spil på den ene etage, og retroafdelingen på den anden etage. Her er de lokaler, jeg har fundet, helt ideelle

God start

Vinyl og Retro slog dørene op tirsdag den 1. december. Dagen hvor en snestorm også hærgede det meste af Nordjylland.

- Trods vejret havde vi faktisk rigtigt travlt på åbningsdagen og også de efterfølgende dage. Der er også kommet en del kunder langvejs fra, men det er lidt typisk for særligt samlere af gamle vinylplader. De er meget passionerede, og kører gerne langt for at se om de kan finde noget til deres samling, fortæller Jane, der aktuelt har vinylplader til salg fra en rund 20’er op til 1.400 kroner.

Hos Vinyl og Retro kan du ikke blot købe. Du kan også sælge eller bytte. Det er bare at kigge ind med din samling eller effekter, så er Jane klar til en god handel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste