Billede beskrivelse

- Hvad pokker, Benny! Er du her stadig?

17. juli 2023 kl. 08.00

HOBRO: Han er utvivlsomt nestor i Hobros detailforretninger og ekspedienten med allerhøjeste anciennitet. 

I 56 år har Benny Nielsen fra Expert i Hobro solgt tv-apparater.

- Kunderne siger også til mig: "Hvad pokker, Benny! Er du her stadig?, smiler 78-årige Benny Nielsen, der overtog TV-Magasinet i Hobro i 1967, dengang adressen var højere oppe i gågaden i Adelgade 43.

- Det er jo ikke sådan at slippe sit barn. Og så kan jeg jo ikke bruge al min tid på at spille golf, siger Benny Nielsen.

Cheftøjlerne slap han for flere år siden. I dag er det sønnen, Peter Nielsen, der står i spidsen for butikken med fire ansatte. Plus altså pensionisten Benny, som dog arbejder efter en mere løs vagtplan. 

Han sætter også grænser. 

Billede beskrivelse

- Jeg kan sælge tv, men alt det med computere og mobiltelefoner vil jeg ikke sætte mig ind i. Det må de unge i butikken tage sig af, siger Benny Nielsen.

Han forklarer, at arbejdet i butikken holder ham skarp, og så nyder han mødet med kunder, hvor af nogle er kommet hos Expert i Hobro i årtier.

- Nogle har købt både tre og fire fjernsyn hos mig, siger Benny Nielsen, der skam får løn for sin indsats hos sønnen.

- En beskeden løn, der vel lige kan dække mit forbrug af rødvin, lyder det muntert fra byens mest erfarne tv-sælger.

Billede beskrivelse

Det er ikke almindeligt med en ekspedient på 78 år. Det er heller ikke nogen selvfølge, at en by som Hobro stadig har en forhandler af tv og elektronik. Specialforretninger kæmper mod de store lavprishuse, og for nyligt lukkede endnu en tv-forretning i Vendsyssel.

Men Expert i Hobro har fundet en vej, og det går faktisk udmærket, selv om forretningen også er udfordret af inflation og konjunkturer.

- For syv-otte år siden var jeg bekymret. Hvad skulle vi leve af, når vores avance blev mindre og mindre. Men vi har fundet en vej til at have en lokal forretning, som kunderne gerne vil bruge, siger 54-årige Peter Nielsen.

Han irettesætter en antagelse blandt nogle kunder: At en lille, lokal butik er dyrere end de store.

- Det er vi ikke. Vi er med i et indkøbsfællesskab, og sælger til samme priser som de store lavprisbutikker. Vi matcher deres priser. Men vores fortjeneste er meget lille.

- Det vi lever af, og det som vores kunder gerne vil betale for, er den ekstra service, som man ikke kan få i en stor butik. Vi kan levere et tv, vi kan sætte det op, og vi kan finjustere alle indstillinger. Det er der mange, som gerne vil betale for, og vi er begyndt at få kunder fra både Aalborg og Randers, fordi de der ikke kan få den service, forklarer Peter Nielsen.

Han nævner også, at butikken har omkring 500 kunder, som ved køb af computere eller telefon har tilkøbt et serviceabonnement, så de altid kan få hjælp hos Expert i Hobro, hvis elektronikken opfører sig uventet.

- Avancen er lille, og vi tjener ikke noget på at sælge f.eks. Apple-produkter, men det skal ikke lyde som en klagesang. Sådan er markedet. Vi skal bare være dygtige til at sælge en merværdi i form af vores service, og heldigvis mærker vi, at folk i Hobro gerne vil os, siger Peter Nielsen.

Han glæder sig over at have sin erfarne far til at sparre med. Men ikke hele tiden, for Benny Nielsen bedyrer, at han holder fri forår og efterår, når han drager med hustruen til familiens lejlighed i Spanien. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste