Holy Moses fik en flyvende start
ROLD/ARDEN: Der var trængsel mellem hylderne og smil overalt, da den nye gårdbutik Holy Moses åbnede dørene for første gang Kristi Himmelfartsdag.
Butikken, som ligger smukt placeret i den sydlige del af Rold Skov, oplevede en overvældende interesse med omkring 300 besøgende på åbningsdagen.
- Vi havde håbet på en god start, men det her overgår alle forventninger, fortæller en henrykt Anders Hoffgaard, der ejer ejendommen, som butikken er placeret i.
- Folk blev bare ved med at strømme til – vi mistede helt overblikket til sidst, tilføjer han.
Spirende fællesskab
Gæsterne blev budt på smagsprøver af lokale specialiteter og økologiske kvalitetsvine, og både store og små gik på opdagelse i det stemningsfulde butikslokale, hvor der blev solgt alt fra friskbagt brød og håndlavet ost til andre unikke delikatesser og kunsthåndværk.
Blandt de lokale aktører, der var repræsenteret ved åbningen, var surdejsbager Teit Kjeldsen fra Bagtanker i Skørping, som glæder sig over at være en del af det spirende fællesskab:
- Man kan virkelig mærke, hvordan synergierne vokser, og hvordan vi spiller hinanden gode med vores forskelligheder. Det er en fornøjelse at se, hvordan vi sammen skaber noget, lød det fra Teit Kjeldsen.
Holy Moses holder åbent torsdag og fredag fra 15–18 samt lørdag og søndag fra kl. 10–13.